Det var mørkt, det var sent og jeg var gennemkold. Jeg havde stået og ventet ved endestationen i noget der føltes som en evighed, men hun var ikke kommet. Tænk nu hvis hun havde taget den forkerte bus. Tænk hvis hun var gået med en fremmed. Tænk hvis hun havde glenmt at hun skulle tage bussen og stod og ventede på mig på skolen. Tænk hvis... Jeg blev revet ud af mine tanker af at en krages skræppen. Den sad højt oppe i en trætop og så meget ensom ud. Som om den savnede nogen at være sammen med. Gad vide hvordan det var at se hele verden i fugleperspektiv. Lige nu ønskede jeg faktisk at være en krage. En krage der ikke skulle tænke over om hendes niårige datter havde taget en forkert bus. En krage uden pligter og som ikke skulle tænke over om den spildte tiden, og som ikke vidste at tid er penge. Jeg bestemte mig for at gå over til pengeautomaten henne om hjørnet for at bruge tiden lidt fornuftigt, der var alligevel syv minutter til den næste bus kom. Tænk at en enkelt bus uden Sofie i havde gjort mig så bekymret. Jeg gik hen til automaten og skubbede kortet ind. Kragen satte sig i et træ tæt på. "Ja, du kan sagtens, du har ingen du skal bekymre dig for" sagde jeg til kragen. "Gid det var mig." Kragen lagde sit hovede lidt på skrå. Det lød næsten som om vinden hviskede: Ønsker du virkelig det? Vil du være krage? Jeg overvejede det ikke engang. jeg gad ikke mere. Jeg ville ikke vente mere, jeg ville ikke være bekymret mere.


Sofie steg ud af bussen. Hun så søgende efter sin mor. Det var da underligt. Hun havde sagt at hun var her når hun kom. "Mor?" sagde hun stille, men ingen svarede. Måske var hun gået hen til pengeautomaten, for hun var ihvertfald ikke her. Der var ikke andre ved stationen end to grå krager i toppen af et træ.