Da Jytte kom hjem og fandt sin mand i køkkenet, tabte hun de fyldte indkøbsposer hun havde i hænderne.

"Hvad er nu det?"

"Hvad mener du?"

"Ja, den mundering du render rundt i."

"Nåeh.., Det er min rustning."

"Din rustning? Så de to ruller stanniol jeg købte i sidste uge, har du brugt til at lave en dragt af sølvpapir?"

"Nej."

"Torben, jeg kan se de tomme papruller der ligger på køkkenbordet."

"Ja... Jytte du forstår ikke. Jeg forbereder mig til min sidste dag på jorden. Der kommer rumvæsner og tager mig."

"Det rabler jo for dig, Torben."

"Nej, Jytte, stemmerne siger det."

"Stemmerne?"

"Ja, de kommer ude fra bryggerset. Hør, den summende lyd."

Jytte gik ud i bryggerset og åbnede kummefryseren.

"Puuh, det er fryseren der er gået i stykker. Alt kødet er råddent. Hmm, den er stadig tændt, det må være temperatur reguleringen der er røget."

"Rumvæsnerne kommer i dag, og tager mig med til deres planet.", lød det ude fra køkkenet.

Jytte himlede irriteret med øjnene, men hun besluttede at spille med på den. Hun gik ind til sin mand igen.

"Okay, fint, Hr. Tinsoldat. Har du nogen ønsker til dit sidste måltid?"

Torben stod og tænkte lidt.

"Ja, det skulle da lige være en citronmåne. Helst serveret med kniv og gaffel, jeg kan ikke løfte armene i min rustning."

"Hold så op med at kalde det der, din rustning. Tror du selv at en hat af sølvpapir ville redde din røv, hvis der kom nogle rumvæsner for at kidnappe dig?"

"Ja, det siger stemmerne."

Jytte rodede rundt i skabet indtil hun fandt den. En dejlig solskinsgul citronmåne. Hun pakkede den ud og serverede den for Torben, sammen med en kniv og en gaffel. Torben skar et stykke ud med sit bestik, men han kunne ikke nå op til sin mund uden at alt sølvpapiret knitrede forfærdeligt.

"Vil du ikke made mig, Jytte?"

Torben stod med de mest elskværdige hundeøjne, han kunne diske op med

"Original", sagde Jytte og rystede på hovedet, mens hun gik over til indkøbsposerne og begyndte at pakke varer ud.