Senere skulle Anita tage den samme diskussion med advokater, med psykologer, med journalister, ja, selv med præsidenten. Og så vidt jeg kunne finde ud af sagde hun det samme hver gang. Jeg havde æren af, at hun tog diskussionen med mig som den første, fordi -- nå, ja, fordi jeg tilfældigvis var hendes bror.
Jeg vidste ikke, at jeg den dag skulle tale med min søster for sidste gang.
Mit første spørgsmål var banalt: hvem var Xmtix? Hvem ville ikke have spurgt om det? Jeg mener, når ens søster har fået en ny kæreste og tager ham med hjem, så er det det man spørger om. Men ganske få sætninger senere var vi gået betydeligt op i deciBel. Jeg tror ikke det er nødvendigt at referere slutningen af samtalen ordret ... Hvis vi havde været fornuftige, beherskede mennesker i det øjeblik, ville samtalen været forløbet således:
"Jamen, søster, giftes? Hvor længe har I kendt hinanden?"
"Brormand, vi har kendt hinanden længe nok. Jeg ved at jeg elsker ham, og jeg er ikke i tvivl om, at han elsker mig."
"Og skal I også have en masse børn?"
"Selvfølgelig. Det var noget af det første vi snakkede om."
Og, som sagt, hvis vi havde været fornuftige og beherskede, ville jeg måske have ønsket hende til lykke til sidst. Der var ikke nogle tallerkener, der ville være blevet smadret, og hun ville ikke have grædt. Og det ville ikke have været den sidste gang jeg talte med hende.
Mine billeder af hende og Xmtix var rutinemæssigt blevet lagt i mit online-arkiv, og de blev brugt flittigt. Jeg læste artiklerne rundt om billederne. Mens jeg læste, at hun havde den samme samtale med forskellige smarte mennesker, vendte og drejede jeg det hele i hovedet. Skulle jeg sige undskyld? Men hvordan?

Gøgen lægger sine æg i andre fugles reder. Nej, det er ikke den bedste sammenligning. Galhvepse lægger deres æg direkte i levende planters væv. Nej, det er heller ikke godt. I virkeligheden er der ikke noget at sammenligne med. Ja, hun skulle være rugemor for Xmtix' børn, og det ville slå hende ihjel. Hun ville blive ædt indefra, og hun ville ikke overleve "fødslen". Og uanset hvilken parallel fra dyreverdenen jeg kan komme med, så kan intet sammenlignes med, at hun selv valgte det.
Xmtix' blågrønne arme skulle stryge sig kælent mod hendes hud, og han skulle gøre -- hvad han nu end gjorde. Og hun skulle dø. Min eneste slægtning, min elskede søster, skulle dø.
Jeg har hadet farven blågrøn siden.