I et sanseløst øjeblik passerede Hannes liv forbi hende i psykedeliske farver, mens hun stirrede på mændenes hævede våben. Hun mærkede det paradoksale i at være var ude af stand til at påkalde sig hjælp fra den omverden, der skjult bag buske og træer larmede forbi på motorvejen mindre end 20 meter derfra.

Børnene på bagsædet var blevet stille. Også de stirrede på den truende overmagt, som nu nærmede sig i rokkende gang. Det to meter høje monster, som tonede op foran bilens forrude, fortrak ikke en mine, mens han verfede med en tatoveret arm, der ikke levnede den oprindelige hudfarve megen plads.
Hannes blod frøs til is, og i et kort øjeblik overvejede hun at trykke speederen i bund i håb om, at den gamle Opel ikke svigtede, men tanken blev straks forkastet, da automatriflen begyndte at danse gestikulerende i luften akkompagneret med kommanderende råb. Døren til førersædet blev revet op, mens han befalede Hanne og de skrækslagne børn om at stige ud. Morten blev febrilsk og kunne ikke få sin sikkerhedssele låst op, hvilket tydeligvis tirrede muskelbundtet.

De holdende biler var tilsyneladende færdige med transaktionen. En mobil telefon ringede, hvorefter der blev råbt til muskelmanden, at de omgående skulle køre, da politiet var blevet spottet få kilometer derfra. Der var ingen tid at spilde, mens de tonede ruder gled lydløst op igen.

Kæmpen gloede indædt på drengen, der arbejdede som en febrilsk med at få selen låst op.
Nu begyndte bilerne langsomt at rulle ud fra pladsen, hvilket var signalet til, at plageånden opgav sit forehavende og nøjedes med at sende en fuldtræffer i Hannes ene fordæk, hvorefter bilen sank sammen i et afmægtigt suk.
Med ru stemme anbefalede han hende til at have en svigtende hukommelse angående det hun lige havde set, idet han havde noteret sig hendes nummerplade. "Ellers....." sagde han og førte med en sigende gestus pegefingeren hen over halsen.
Efter den salut løb han den bageste bil op og sprang ind på bagsædet, hvorefter der blev gasset op, og hastigt forsvandt de ud på motorvejen.

Det sidste Hanne hørte inden hun besvimede var Frederiks spæde røst, der erklærede: ”Mor, jeg skal ikke tisse alligevel.”