Cecilie trak cyklen igennem en dynge nedfaldsblade. Det havde taget hende mere end en halv time at finde den rette sidegade, og hun var håbløst sent på den. Hun stillede cyklen nær døren til en opgang og kiggede ned over navnene på dørskiltene. Hun trykkede på klokken til en lejlighed på anden sal.

Trappen var stejl og snoede sig opad i smalle cirkler. Cecilie holdt fast om det udskårne gelænder med den ene hånd og hev en smule efter vejret. Afsatsen på anden sal var oplyst med et mildt skær af to fine glaslamper. Døren til lejligheden stod lidt på klem. Cecilie lænede sig frem og gav døren et skub.

I entréen blev hun mødt af sit eget ansigt i et indrammet spejl. Hun var iført en uldfrakke, der var tung af regn og hang uformeligt fra hendes skuldre. Hun trak sin hue af hovedet og stoppede den i lommen. Fra den anden ende af lejligheden kom lyden af mennesker. Cecilie sagde hallo med en svag stemme.

”Du må være en af min forlovedes veninder?”
En pænt friseret mand var dukket frem fra en døråbning. Cecilie følte sig tom for ord og stirrede stift ind i hans smilende ansigt. Han var klædt i en broderet skjorte og bukser med pressefolder. Cecilie nikkede til svar.

”Kan jeg tage din frakke?”
Cecilie krængede frakken af og rakte den frem imod ham.

”Måske du vil lade dine sko stå i entréen?”
Cecilie så ned på sine lave støvler og opdagede, at hun havde slæbt blade og skidt med sig ind i entréen. Hun trak støvlerne af og anbragte dem ved døren.

En kunstfærdigt udformet pendellampe oplyste den højloftede dagligstue, som Cecilie trådte ind i. En lille gruppe mennesker var forsamlet om en pige i stuens fjerne ende. Pigen var iført en kjole med horisontale folder og et par gammeldags sko med høje hæle. Cecilie følte sig fremmed og udstillet i sit almindelige hverdagstøj blandt disse festklædte mænd og kvinder.

Fint indpakkede gaver lå samlet på et lavt sofabord. Cecilie trak en lille pakke op af sin taske. Hun kastede et blik på gaverne på bordet. De var alle sammen vedlagt dekorative til og fra kort. Cecilie fjernede kortet fra sin pakke og stoppede det i lommen. Det var trods alt bedre at forblive ukendt end at gøre sig selv til grin ved at lade sig sammenligne med disse mennesker.