Nu kunne det være nok! Jeg ville ikke finde mig i det – hun skulle ikke få lov til at gøre det her mod mig! Nej, jeg ville vise hende hun ikke skulle slippe af sted med det. Men hvordan? Med kun få sekunder til at tænke i fløj mine tanker derud af – og de endte ved en simpel plan: Jeg lod mig simpelthen bare dumpe ned på rumpen og satte mig så til at vræle i vilden sky. Genialt efter min egen mening.
Hun kiggede ned på mig og så noget så vældig forbavset ud, men var jo heller ikke så tit jeg satte mig til at vræle. Nej, men denne gang slap hun ikke med en sur min fra min side af – jeg ville vise jeg kunne sige fra. Hun stønnede opgivende.
- Hvad er der med dig og den kanin?
- Det..det det er min forsøgskanin! Stammede jeg.
Mit svar forvirrede hende, det kunne selv jeg se. Hun forstod da heller ingenting! Kunne hun ikke se kaninen var et pragtstykke? Endda et eksemplar – et vigtigt eksemplar! Måske endda et pragteksemplar - ihvertfald var den noget helt for sig. Og den var min kanin, det var ikke hende der skulle bestemme hvor den skulle være. Endnu vigtigere var det min forsøgskanin – jeg havde hørt far bruge ordet og det lød vigtigt og også sjovt. Det passede lige på en prik til min kanin.
- Vor Herre Bevares! Den er da ikke værd at lave sådan et postyr over?
Postyr? Jeg lavede ikke noget postyr, jeg prøvede jo bare at få hende til at forstå at det var min kanin. Jeg rejste mig op på mine tykke ben og rystede på hovedet – dumme voksne, de forstod da heller ingenting.
Postyr? Ej det ord forstod jeg altså ikke – mente hun en af de der man kunne ride på? Ja, det var sikkert det, hun sagde det bare forkert. Hun var da ikke for klog måtte man sige. Ja det måtte man. Men helt dum var hun nu heller ikke for hun lod min forsøgskanin gå – så hun havde set jeg ikke var til at gå udenom. Jeg smilede tilfreds – nu manglede jeg bare at finde ud af hvad sådan en forsøgskanin kunne?