-Hvorfor er du sådan mod mig. Kan du ikke se at jeg er ulykkelig? Kan du ikke se jeg lider i det kaos du har skabt? Kan du ikke se at du får mig til at miste alt?
Hun siger det til sin drømmefyr. Ham der altid er der, men så alligevel er væk. Hun ser på ham, ikke som hun plejer, ikke med smil på læberne og glade øjne, men med sorg og fortvivlelse.
Hele verdenen falder sammen, alt føles koldt og klamt. Hun kigger stadig på ham, kigger på ham med sine store våde øjne.
-Nej, du må ikke! Kan du ikke se hvad du gør? Kan du ikke se at jeg elsker dig?!
Tårende væltede nu ud mens hun kiggede på det han havde i hånden.
Hun så sit eget hjerte, det var blevet flået ud. Hun kunne ikke føle det slå længere, hun så det kun ligge i hans hånd som et gammelt halvråddent æble.
Hun nærmer sig ham, stille og roligt, for at tage det lille, skrøbelige hjerte, men udstøder et skrig da han pludselig kaster det af alle sine kræfter ind i væggen.
Grædende ser hun på, at hjertet falder tungt ned til jorden.
Han kigger på hende, med sine uskyldige øjne, som ville han fortælle hende noget vigtigt, men vender sig om igen, og kigger smilende på det lille, knuste hjerte.
-Åh skat, hvordan kan du gøre det mod mig, jeg troede du elskede mig. Du har knust mit hjerte og det bliver aldrig helt igen.
Hun lukker trist de våde øjne i, og da hun åbner dem igen, er drømmefyren væk. Forsvundet ind i en verden, hvor hun aldrig kommer til at se ham igen.