Jeg kigger udover landskabet. De kom. De ødelagde. Brænder alting og bringer død og ødelæggelse hvor end de kommer hen. Hvor landet før var frodigt og smukt, er der nu ikke andet end golde marker, hvor afbrændte træer stikker op som rådne tænder. Træer som engang var smukke og stolte hjem for farverige fugle og legesyge aber, men nu er der intet liv tilbage. Vi hørte dem komme fra lang afstand, med deres store maskiner der medbragte en lugt af svovl og død. Han brølede, brølede for at advare os og skræmme dem, men de lod sig ikke skræmme, et højt brag og han lå stille. Den stolte tiger faldet for de høje udyr uden skarpe tænder og kløer, men fyldt med had og sort magi. Der gik rygter, han ville blive flået, de ville rive huden af ham og gå med den, hvad var det for nogle monstre?
Jeg fødte et kuld unger senere på året, men de høje tog dem, før de åbnede deres øjne. Det er blevet vores cyklus, vi skaber liv, de destruerer det. En nedgørende og uovervindelig cyklus.

Jeg vender mit blik borte fra dette makabre syn, hvis bare jeg kunne undslippe, men de er overalt.