Der er et træ, som har dejligt friske grønne blade. Det gør godt, når man er rigtig sulten. Jeg har lige taget mit morgenbad i floden. Min lille søn synes det er vældig morsomt at sprøjte efter mig med sin snabel, der ikke er særlig stor endnu.
Det er lang tid siden, at min bror døde. Han blev skudt af menneskene. De kører rundt i nogle mærkelige jernskaller, der er lige så hårde som vores hud, men det er engang lykkedes at sparke en, som var efterladt af menneskene, i stykker,. Det var en sand fryd af komme af med mit raseri på den måde.
Så skyder de på os med nogle store jernrør, der siger noget i retning af samme lyd, som når det lyner. De skyder også andre dyr med dem, det er bare i mindre størrelse, men vi er så store, at de må bruge nogle større af den slags – hvad de så end kalder dem.
Jeg har aldrig fattet, at menneskene gør det, vi er jo ikke spiselige for dem, de kan ikke engang få
det kød, der er under vores tykke hud. Min kloge bedstefar sagde, at det var vores stødtænder, der var værdifulde. Det stemmer godt overens med, at dengang jeg fandt min bror død, var hans stødtænder fjernet. Jeg kan bare ikke fatte, hvad de skøre væsener dog bruger dem til. Hvad er der særligt ved stødtænder? De er så vidt jeg ved ikke spiselige.
Jeg har endda hørt rygter om, at en større flok af os er blevet udryddet på grund af menneskenes jagt. Er vores art måske snart en saga blot?
Det vil jeg ikke tænke på nu, jeg vil bare nyde maden.
Bliver det torden? Der er ellers ikke en sky på himlen. Jeg må hellere beskytte min søn.