Det er altid en kamp om morgenen, det store krøllede hår er ikke til at sætte. Jeg bliver ved med at køre hænderne gennem det for at tæmme det. Jeg tager fat i vasken og bøjer mig langsomt ned, for at vaske nattens søvn af ansigtet og ligne en der er frisk på dagens udfordringer. Det er i grunden utroligt hvor meget man gør for at se godt ud, for hvad betyder det egentlig?
Efter at have kæmpet med at finde den rigtige trøje og de rigtige bukser, bevæger jeg mig ud i gangen, tager min gå-pind, som min søn kalder den.
En lang tur til arbejdet, bød på mange udfordringer, forgængerovergangen, de ujævne fortove, de travle mennesker, der ikke så sig for – men hvem er jeg til at irettesætte dem?
Da jeg kom ind på mit kontor, gik der ikke længe før min chef kom ind. Han lød glad, vi havde selvfølgelig også lige fået ret stor aftale i hus, en af de store fisk, som han altid kaldte dem.
Min chef var en ganske nydelig mand, eller det afhang i høj grad af hans humør. Han ændrede altid udseende efter om han var i godt eller dårligt humør – det er en af fordelene.
Da jeg gik hjem var solen allerede væk, det var allerede efterår, jeg kunne ikke længere mærke solens stikken og fuglenes kvidren var også på retræte. Nu sang vinden i træerne i stedet og vindstødene gjorde mig glad for min hvide gå-pind. Når efterårsstormen ruskede og peb i ørene var det også som om, at børnenes hvisken stoppede, jeg skulle ikke svare på spørgsmål om mine vanskeligheder.
Da jeg kom hjem og lukkede døren bag mig åndede alt fred igen, jeg kunne stille pinden i hjørnet hvor den altid stod og være mig selv. Her behøver jeg ikke anstrenge mig for at leve en almindelig hverdag. Her behøver jeg ikke hverken se eller se ud.