Jeg gjorde hende bare en tjeneste.
At miste en ven kan være særdeles hårdt, og jeg mistede min.
Det var en mørk november
nat kort efter min elskede Harlow Chloe's fødselsdag. Hun var en fin veninde med hår så rødt som kirsebær (det skulle ikke undre mig at hun havde farvet det.)
På det tidspunkt var hun så deprimeret og nedslået at hun talte om selvmord. Ja så den november nat hvor vi skændes så eksplosivt, i det klaustrofobiske køkken greb jeg kniven og stak hende adskillige gange.
Da jeg så hendes blege krop ligge på køkkengulvet gik jeg i panik og meldte mig selv. Ha jeg minder adeles ikke om den aldrig pårgrebet Jack the Ripper, selvom jeg så ofte har beundret ham.
Politiet kom selvfølgelig med fuld udrykning og blå blink. Jeg kæmpede ikke i mod, men lod dem sætte håndjern på mine knoklede hænder.
Vi ankom til politistationen og jeg blev sat i et afhøringslokale. Og der blev jeg siddende til der kom en politimand med gråt jakkesæt og med foragt skrevet i ansigtet. "Nå nå nå, slog du din veninde ihjel?"
Spørgsmålet så brat at jeg ikke vidste hvad jeg skulle sige, sådan havde jeg ikke set på det. Efter et øjeblik med
blot at åbne og lukke munden fremstammede jeg: "Hun...hun..ville gerne have det." Samme sekund det slap ud af mig kunne jeg se hvor åndsvag jeg måtte lyde.
Hun ville have det!
"Haha så du mener at det var en nydelse for hende at blive dolket i maven!" hans fede dobblethager blævrede lystigt.
Det hånlige grin ændrede sig så hurtigt som man kan blinke med øjnene og en ubeskrivelig had tog form i hans ansigt.
Han kaldte på to vagter som havde stået uden for døren under hele forløbet.
"Skaf den svin af vejen, han har indrømmet det han skulle indrømme."
Jeg sagde ikke noget, underskrev blot nogle parpire og fik 16 år uden prøveløsladelse. De anbragte mig i en ensom celle og her har jeg været lige siden.
Men hvis bare de vidste at jeg blot gjorde hende en tjenste.