Jeg satte mig foran min computer, for at få gemt alle mine idéer til en ny roman, medens jeg stadig kunne huske dem. Jeg plejede at digtere det til den, hvorefter den omsatte det til tekst. En hurtig og effektiv måde at skrive på.
Det var heller ikke vejer til andet. Den sidste uges tid have været lummervarm og fugtig luft havde hængt over byen, men nu så det endelig ud til at syndfloden kom.
Braget og glimtet kom samtidig. Øjeblikkelig forsvandt alt strøm. Et øjeblik sad jeg desorienteret og stirede ind i den tomme skærm. Da jeg havde genvundet noget af mit syn og hørelse, rejste jeg mig irriteret og gik ud til sikringsskabet. Der var ingen fejl at se. Jeg kikkede ud i opgangen. Der var heller intet lys. Lynet måtte have taget hovedsikringen til ejendommen. Jeg fandt en lommelampe frem, for jeg viste jeg havde noget i kælderen som jeg måske kunne bruge.
Vel nede i rummet, længst inde i et hjørnet fik jeg fat kassen. Den var temmelig tung, og dækket at et fint lag støv, men jeg viste den indeholdt lige det der skulle til. Med triumf i blikket slæbte jeg den op i lejligheden fik lukket den op. Farfars gamle skrivemaskine. Snart sad et ark papir nok så flot i maskinen. Se min farfar var en rigtig forfatter...
Der var bare lige den lille detalje, at jeg havde glemt hvorfor den var havnet i kælderen. farvebåndet var tørret ud. Hvis jeg skulle gøre mig håb om at finde et nyt var det antikvarisk.
Med et dybt suk, skubbede jeg maskinen til side, og begyndte at rode dybt inde i min skrivebordskuffe. Snart var der håb at spore i mit blik. Frem drog jeg en gul blyant, endda med viskelæder i enden. Nu kunne jeg endelig begynde at skrive.
Et nyt ark papir kom på bordet og de førte ord blev nedfældet. Da opgav blyant ånden og knækkede under vægten af mine ord. En ny søgen tog sin begyndelse. Hvor var nu blyantspisseren?