Omtåget. Jeg aner ikke hvor jeg er. Mit hjerte hamrer og frygten for at det inden længe bryder igennem min brystkasse bliver større og større. Alting er sløret. Med indersiden af mine hænder forsøger jeg forgæves at presse mine øjenæbler dybt ind i mit hoved. Jeg har været nede af denne gade før, men jeg kan ikke huske hvornår. Klokken er mellem 3 og 4 om morgenen. Så vidt jeg ved. Det er så mørkt som det kan blive og de få gadelys over mig bliver til forvandlet til sprudlende stjerneskud. Hvordan er jeg endt her?
I min øjenkrog ser jeg skyggerne snige sig op på mig. Jeg drejer omkring og med hvad der føles som en fremmedes hænder langer jeg ud efter dem. Jeg rammer intet og skyggerne forsvinder ud i luften hvor de kom fra.
Jeg hører en kvindestemme langt væk, hæs, ”Hallo smukke fyr.. vil du kneppe?”
Et par meter foran mig, på den anden side af de blanke brosten, ser jeg et forfærdeligt uhyre. En Medusa med en død leopard svøbt om sin opsvulmede røv. Dansende, lokkende. Jeg undgår øjenkontakt og skynder mig forbi denne helvedes skabning. Skræmt, desorienteret.
Mine fødder er iskolde. Jeg kigger ned og ser brostenene gå i opløsning under mig. Jeg kigger ned og får øjenkontakt med mig selv. Mit ansigt bliver slået i stykker af uendeligt mange dråber. Mit drivvåde hår klistrer til mit hoved, lindrende. Afkølende. Jeg føler mig genfødt.
Med fornyet kræfter sætter jeg tempoet op og løber ned af floden. Som Jesus selv spurter jeg hen over vandet med en umenneskelig hastighed. Lysene over mig er gået fra stjerneskud til fartstriber på murene. Jeg ser alt, men intet. En hvinende, øredøvende lyd. En lille færge kommer farende imod mig men jeg er ude af stand til at reagere. Færgens lys blænder mig mens jeg står foroverbøjet, desperat efter at få vejret. Mine ben føles som beton. Alt bliver mørkt.