Træet svajer kraftigt for søndenvinden som her betyder kølighed. Det er slankt og står helt ubeskyttet i udkanten af skoven. Så langt som øjet rækker ses ganske små ensartede kedelige palmetræer i snorlige rækker og venter på at vokse. Men her skal ingen dyr bo, de forstyrrer den offentlige ro og orden, de skal bo i den vilde og ureagerlige skov der endnu er ude for menneskets interesse.

Søndenvinden forsvinder ind i skoven, her er spændende og livfuldt endnu. Den søger efter noget der kunne godt trænge til en lidt kølig brise. Det er det bedste ved vindens arbejde, at tilfredsstille disse blide orange væsener og puste kølige hvirvelvinde i deres smukke ansigter. Desværre bestemmer vinden ikke den egen styrke, den skabes af elementernes sammenhæng og kan være forudsigelige, vinden er selv et element og uskyldig, men mennesket har sin frie vilje og palmeolie.

Åh disse mennesker der er så benovede over sig selv hvergang de har opfundet noget nyt, ved de ikke at fremtiden vil grine af dem og græde over det de har gjort. Hvorfor går viden ikke hånd i hånd med visdom, og hvorfor går begærlighed ikke sammen med kærlighed.

Ved de små palmetræer kigger et par sørgmodige og angste øjne op, under det væltede træ ligger en mor udstrakt og livløs, hendes hånd har sluppet taget, hun har ikke opfundet den dybe tallerken eller fladskærmen, men hun kunne finde nøglen til fangeburet hvis hun blev spærret inde og hun kunne forsvare sin unge til døden, men hun døde ikke for sin unge hun døde for søndenvinden og palmeindustrien.