Motorerne havde larmede uafbrudt i snart 3 timer. Flyet havde både hoppet og været fuldkommen rolig i luften. Nu begynde den at hoppe igen.

Vi sad tre på gulvet og ventede. Dette var en engelsk maskine. Her hoppede man gennem en lem i gulvet. Når det var tid, ville springmasteren åbne en stor lem. Da ville vi sætte os i den rækkefølge vi skulle springe. Første mand, mig, ville side for enden af lemmen, med ryggen mod forenden af flyet. Anden mand, Lars, sad til højre for mig. Når jeg var ude, ville han flytte sig til min plads og så springe. Holger, sad til venstre. Han ville flytte til min plads når Lars var kommet ud.

Lige nu sad vi alle tre på gulvet og ventede på at lampen på væggen skulle vise rødt. Det betød tag plads, to minutter til spring. Når den grønne lyste var bare ud. Ud i den mørke nat. Dette var et nat spring. Ikke at det betød noget som helst. Vi havde øvede nat udspring et par gange. Som springmasteren havde kløgtigt bemærket, ”It’s not the jump, it’s the last half-inch that’s the killer”. Ha, ha. Han kunne sagtens. Han skulle jo blive inde i maskinen.

Rød lampe. Springmasteren løfter lemmen. Vi tager plads. Vinden suser gennem holet. Larmen fra både vind og motor overdøver alt. Det er umuligt at tale. Vi kigger kun på den mørke plet ved siden af den røde lampe. Vi venter på det lyser grønt.

Mærkeligt. Jeg ved at når vi kommer ned på jorden vil en af os dø. En af os er nemlig forræder. En af os, sender oplysninger til tyskerne. Ham skal jeg dræbe. Nede på jorden venter nemlig en mand som kan genkende spionen. Han har set ham før.

Jeg har kendt Lars og Holger i mange år. Jeg håber jeg kan gennemføre det. Jeg stirrer mod den mørke plet. Hvilken en bliver det?

Grønt.