”Løb!” råbte guiden og vendte selv rundt og tog flugten. Hans hvide jakke blev fanget af vinden og blæste op, så man kunne den blankslidte buksebag, da han styrtede hen ad dyresporet.

Helene standsede et øjeblik, ikke helt sikker på, hvor sikkerheden befandt sig.
Hun så sig desperat omkring. Der var ikke et træ i nærheden, hvor hun kunne søge tilflugt og ikke en bygning i miles omkreds. Hun så sig hastigt over skulderen og begyndte så at løbe. Mærkede jorden under sine fødder og var glad for at hun stadig havde gummisko på og ikke havde nået at skifte til støvler. Helene hev luften dybt ned i brystkassen og koncentrerede sig om føddernes trommen mod skovbunden og løb uden tanke for hvor hen. Bare se at komme væk!

Det store næsehorn brasede gennem underskoven. Hun kunne høre grene der knækkede og blev flået af træerne, mens dyret gungrede ned ad stien og efter dem.
Helene mærkede blodet bruse i ørene, mens hun panikslagent styrtede frem gennem junglen. Pludselig hørte hun et skrig og en voldsom knasen i grenene.
Safariguiden var faldet! Den ville få ham! Hun krøb sammen bag tornede akaciegrene og kikkede forsigtigt frem mellem løvet

Næsehornet havde fået fat i ham. Det store dyr prustede og stønnede, mens det lange horn gled ind under maven på guiden og med et voldsomt ryk kastede det tonstunge dyr ham op i luften. Han landede på jorden med et tungt, dump klask, stønnede og vendte det hvide ud af øjnene. Næsehornet gjorde klar til endnu et angreb og sænkede det enorme hoved.

Helene gled ned på hug. Foldede armene omkring sig selv og skjulte ansigtet. Der var ingen steder at løbe hen og det ville kun være et spørgsmål om tid, før den blev færdig med ham og vendte sig mod hende.

Hvorfor havde hun været så vanvittig at tage med på denne opgave? Hun rystede på hovedet og mærkede tårerne, der løb ned over hendes kinder. Hvorfor… Hun græd hiksende og holdt sig for munden, for at undertrykke lyden. Det var så sindssygt alt sammen. Det der havde lignet begyndelsen på et eventyr, var forvandlet til et mareridt og hun havde ikke en jordisk chance for at slippe fra det med livet i behold. - Og det er alt sammen min skyld, fløj det igennem hende.