Et enkelt blik ind ad ruden til Forstadsbankens lokaler på gågaden, og Martin vidste han ikke ville få frokost den dag. Overalt i det store lokale sad der kunder, der ventede på at komme til i den eneste kasse, som var åben.
Martin kiggede opgivende på forsamlingen, da det gik op for ham, at stort set alle sammen var ældre mennesker. Han bandede for selv, det måtte være lige netop i dag, at deres pensioner blev udbetalt. Han huskede sin egen farmor, som troligt troppede op i banken hver eneste måned, når tjenestemandspensionen kom ind på kontoen, kun for at hæve det hele og lægge dem hjem i kommoden. Hvorfor i alverden havde han valgt lige netop i dag at få indløst den check, han havde modtaget fra elselskabet?
Martin slentrede modløst hen til billetautomaten for at sikre sig en plads i køen, og fandt så et ledig stykke væg bag indgangsdøren, som han kunne læne sig op ad. Han var slet ikke sikker på, om han kunne nå tilbage i løbet af de 30 minutter, han havde frokostpause, men han havde brug for pengene, så han var nødt til at blive. Han nåede kun akkurat på plads, før døren sprang hårdt op og ramte ham på siden, så han næsten væltede omkuld.
To mænd iklædt regnfrakker med hætterne trukket op om hovedet trådte ind i lokalet. Den ene gik lidt foran den anden hen imod kassedamen, der var i gang med at betjene en ældre dame ved kassen. Før Martin nåede at forstå situationens alvor, tog han fat i den bagerste mands skulder.
"Hvad har du gang i, mand" stønnede Martin, og indså for sent, at han var i gang med at begå sit livs fejltagelse.
Langsomt drejede manden sig om og afslørede en sort maske under hætten, der dækkede ansigtet fra næsen og opefter. I hans højre hånd bar han en revolver, som han i en glidende bevægelse løftede op mod Martins ansigt.
"Hva' pokker", stønnede Martin, mens frygten bredte sig i ham. Han kiggede direkte ind i mandens udtryksløse øjne.
"Har du set her", råbte manden til sin kammerat. "Jeg tror sørme vi har en frivillig".
Manden pegede revolveren direkte mod Martins pande. Et smalt smil bredte sig på hans læber, mens han langsomt spændte hanen på revolveren. Et iskoldt vindpust fra den åbne dør blæste en stak papirer på bordet ned.
Så blev der mørkt.