Spiseforstyrrelse, efter spiseforstyrrelsen

Hvem sætter temaet?
Olivia Birch...
9 år siden
Blæksprutte arme og mange...
Racuelle Hei...
6 år siden
Tiden er går
Halina Abram...
7 år siden
Ophold
Hanna Fink (...
7 år siden
Da jeg blev student
Olivia Birch...
8 år siden
Nisse-alert
Olivia Birch...
10 år siden
Jeg har en plan
Halina Abram...
7 år siden
Højskoleophold.
Hanna Fink (...
9 år siden
Israel
Salomon
10 år siden
Slot, strand sol, skoldni...
Michala Esch...
15 år siden
Sandhedens slag - 16.09.2...
Anna Gammelg...
2 år siden
Farvel i morgen..
HCDitte
10 år siden
Sommerlandet
Hanna Fink (...
10 år siden
I'm back!
Gittepigen
11 år siden
Tilbage i Danmark
Salomon
10 år siden
Sommerregn
Regitze Møbi...
10 år siden
Selvopfindelse.
Junior Chris...
1 måned, 29 dage siden
Så er det nu
Josephine Lø...
10 år siden
Hvad er sommer for mig?
Jønsse
8 år siden
25.09.2016
Marianne Mar...
8 år siden
11.09.2016
Marianne Mar...
8 år siden
En regnfuld og blæsende n...
Michala Esch...
15 år siden
håb
Halina Abram...
7 år siden
køb Bananer
Ruth Christe...
8 år siden
Næste stop: normalitet
Syrene Hvid
6 år siden
Ikke så halt længere...
Mikala Rosen...
16 år siden
Konklusion vakget 2019
Martin Micha...
5 år siden
Konfirmation
Hanna Fink (...
12 år siden
Aloe Vera Gel og mandehør...
Victoria Wan...
9 år siden
På vej hjem
Halina Abram...
7 år siden
I will never understand b...
MysteriousGi...
12 år siden
14.09.2016
Marianne Mar...
8 år siden
Adhd pille som brille
reseptpennen
8 år siden
at turde er at miste fodf...
Julie Vester...
11 år siden
Sikkerhed - What for?
Marlene Gran...
12 år siden
Fra jam til pølsefest
Martin Micha...
5 år siden
At skue hunden på hårene
CamillaJe
12 år siden
Vi sætter os ned. Femte gang er lykkens gang. At finde et sted og spise frokost er altid mere besværligt end som så.

Jeg kigger mig lidt omkring. Det er et hyggeligt sted. Jeg kan mærke sulten, kan høre min mave rumle. Men egentlig har jeg slet ikke lyst til at spise. Følelsen af at jeg bliver federe bare ved tanken om mad kæmper for at tage over. Jeg kæmper imod, og prøver at huske at det hele er indbildning.

Servitricen spørger om min Ginger Beer skal være med eller uden alkohol. Jeg tænker lidt over det, en smule alkohol kunne godt hjælpe lige nu. Jeg siger, 'med alkohol, tak'.

Hun forsvinder med menukortet og vi sidder stille tilbage og venter. Jeg gnider mine hænder og prøver at slappe af. Det er jo bare mad. Det er nødvendigt for overlevelsen. Jeg har bestilt en pastasalat med kylling og pesto. Der er alle tre ting i jeg behøver. Kulhydrater, protein, og grønt.

Det er ikke længe siden, at jeg ikke ville røre kulhydrater med en ildtang. Men jeg kan jo godt lide pasta. Jeg kan jo godt lide ris og kartofler. Nogle gange har jeg bare svært ved at få det ned. Der er en lille stemme i mit hoved der siger, at jeg ikke må, for så bliver jeg fed. Jeg må ikke være fed. Jeg bliver aldrig lykkelig, hvis ikke jeg er tynd. Men jeg bliver aldrig tynd. Så jeg bliver aldrig lykkelig.

Servitricen kommer tilbage med drikkevarerne. Jeg skynder mig at hælde min Ginger Beer i glasset, og få noget alkohol indenbords. Det overrasker mig, at jeg pludseligt bliver så opmærksom på maden igen. Det er ellers et stykke tid siden. Når nu jeg tænker over det, så har jeg haft større trang til at løbe end jeg plejer. En større lyst til at holde mig aktiv. Jeg spise egentlig også mere restriktivt.

Maden bliver serveret og jeg kigger lidt på min tallerken. Det er jo ikke så slemt. Det skal bare ned, og det skal blive nede. Det kan sagtens lade sig gøre. Jeg har gjort det før, jeg kan gøre det igen.

Jeg tager en bid. Det smager jo godt, men jeg bliver ved med at tænke på, at jeg ikke har motioneret nok. Jeg burde gå en lang tur nu. Jeg spiste jo også en stor is i går. Egentlig spise jeg kun halvdelen, og så jeg løb 7 km. Men det er ikke godt nok. Det er aldrig godt nok.

Det er næsten to måneder siden jeg stoppede behandlingen, og det er gået rigtig fint. Jeg har spist som jeg skal, holdt motionen nede. Jeg gider egentlig heller ikke rigtig motionere. Faktisk siger motion mig ingenting. Jeg er aktiv i en halv time hver dag. Jeg kan godt lide at bevæge mig. Jeg kan godt lide at cykle, jeg kan godt lide at gå og at løbe, men kun når jeg har lyst. Men jeg har aldrig været sporty. Jeg har aldrig været konkurrencemindet. Jeg gider faktisk slet ikke.

Men det skal man jo. Man skal være medlem af et fitnesscenter, komme der fem gange om ugen og uploade billeder af sig selv i fitnesstøj, badet i sved. Man skal være aktiv. Man skal spise sundt. Man skal være slank og fit. Man skal, man skal, man skal.

Jeg piller lidt ved maden. Det skal fandeme ned. Jeg vil ikke tilbage i det sorte hul. Jeg kan godt lide mad. Jeg kan godt lide at spise. Er det en forbrydelse? Gør det mig til et dårligere menneske?

JA! Siger stemmen i hovedet. DU har ikke fortjent at have det godt. DU er et dårligt menneske. DU skulle skamme dig over at sidde her og spise, når du er så fed i forvejen. SKAM DIG!

Jeg skynder mig at spise det jeg nu kan af min portion. Jeg kan godt! Og når jeg har ramt min grænse, og ikke har plads til mere, så stopper jeg. Jeg må ikke spise for lidt, men jeg må heller ikke spise for meget. Det er en hårfin balance, men jeg er ved at have fat i den lange ende af problematikken.

Jeg har spist færdigt nu. Jeg kigger mig lidt omkring. Kigger ned på min tallerken. Strammer min bluse egentlig ikke lidt? Egentlig er det min mors bluse, men jeg syntes den strammer mere end den gjorde før.

Jeg rejser mig for at gå ud og tisse. Egentlig kunne jeg sagtens stikke to fingre i halsen ude på toilettet. Det er nemt. Og det går hurtigt. Jeg ved hvad jeg laver. Jeg er i træning. Men jeg gør det ikke. Fordi egentlig har jeg slet ikke lyst.

Den konstante indre Gollum dialog fortsætter.
- Du kan jo godt, det er jo ikke så slemt. Bare sæt dig på hug og stik to fingre ned. Du ved jo du har lyst til det - Nej. Jeg har ikke lyst. Det er ikke rart. Jeg er helt fin som jeg er. - Sikke noget vås. Du ved jo godt, at du er for tyk. Skammer du dig ikke? Vil du ikke gerne være lykkelig? Lykken er at være tynd, husker du nok.

Lykken er at være tynd.
Sådan tænkte jeg længe, og jeg tænker det stadig.

Jeg går målrettet ind i båsen på toilettet. Jeg skal bare hurtigt tisse og så ud igen. Intet andet.
Det lykkedes. Jeg får gjort det jeg skal. Jeg har vundet denne omgang. Men hvorfor kan jeg ikke slappe af? Jeg kan mærke den der øl. Måske er det egentlig meget godt.

Jeg er glad for, at det er mor der er med mig. Hun er så tålmodig. Jeg får så dårlig samvittighed hver gang vi skal spise frokost sammen. Jeg når altid at køre mig selv op, fordi jeg ved at jeg er hys når det kommer til at vælge et spise sted. Jeg vil ikke have noget friture, eller andet usundt. Det er svært. Stedet skal være helt rigtigt, ellers kan jeg simpelthen ikke få mig selv til at gå derind. Men mor er tålmodig, og hun ved jo godt, at jeg ikke gør det med vilje.

Egentlig skal jeg bare minde mig selv om at det kun er en stor ting, hvis jeg gør et stort nummer ud af det. Sagen er den, at jeg har kæmpet med depression, angst, selvskade, OCD og nu også bulimi. Og sådan er det bare.

Sådan er min hverdag, og jeg gør hvad jeg kan for at holde mig oven vande. Egentlig går det jo faktisk rigtig godt i øjeblikket. Jeg er glad i øjeblikket. Jeg har bare nogle hårde dage i øjeblikket.

Alle har hårde og dårlige dage. Så egentlig er jeg jo slet ikke så unormal. Egentlig er jeg jo helt normal.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Spiseforstyrrelse, efter spiseforstyrrelsen er publiceret 14/08-2016 17:40 af Christine Alexandra L. Thomsen (C.A.L.T).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.