Der kom lige nogle ting i vejen for føljetonen til online-ulve.

Det sidste jeg husker, før jeg bliver lagt i kunstig koma, er, at mine tæer er meget kolde. Jeg er bange for at miste dem. Sidder i en hospitalsseng og skiftevis vifter med et tæppe over dem og varmer dem. Hospitalspersonalet taler vist om leukemi. På dette tidspunkt har jeg tabt mig selv i psykosen og tænker ikke på at fortælle, at jeg har slugt en masse piller.

Min mor har senere fortalt mig, at jeg derfra blev lagt i kunstig koma, og respirator.

Jeg blev både tæsket og bortført på fly imens jeg lå i koma. Så der skete en masse. Om det skyldtes, at diverse sygeplejesker baksede rundt med mig i den fysiske verden, ved jeg ikke, men man kan åbenbart opleve en masse selv i koma.

Kan i huske min mors spørgsmål?
Om hun kunne have gjort noget?
Om jeg vil forsøge igen?

Nej, hun kunne ikke have gjort noget som helst. Ingen kunne have gjort noget.

Lyder jeg skør, hvis jeg siger, at jeg gjorde for at finde ud af, om jeg virkelig ville leve?
Ok, her er 'logikken': Jeg havde nogle problemer, som ingen kunne hjælpe mig med, og jeg vidste ikke selv, om jeg vidste, hvad jeg skulle gøre. Altså, jeg vidste ikke, om jeg havde et svar et sted inde i mig selv.

Online-ulve det er egentlig ikke så svært at forstå, selv om det absolut ikke er eksempel til efterfølgelse. Jeg kunne tro på en enkelt ting, da jeg vågnede. Det var, at jeg havde et svar inde i mig. Aner ved Gud i det ydre rum ikke om den rumkapsel-drøm, beskrevet i tidligere dagbog, prøvede at sige mig noget. Men jeg overlevede og ventede, at svarene ville vise sig lidt efter lidt.

Jeg er Jung-freak, og jeg arbejder med drømmebilleder. Jeg har fundet nogle svar ved at associere ud fra disse billeder - hvilke ting får de mig til at tænke på, og hvilke følelser vækker de. Jeg kender mig selv på en anderledes måde i dag. Er ikke skizofren og har aldrig været det, men til gengæld ved jeg mere end nogensinde før, at vi alle skal dø på et tidspunkt.

Der findes preppers, som vil forsøge at overleve dommedag i en betonbunker med dåsemad, som de har samlet gennem dekader. (Lad mig lige forklare, at en prepper er en person, der forbereder sig på livstruende katastrofer. Ordet prepper kommer fra prepare: at forberede). I dag ser jeg et dommedagsscenarium, som noget vi laver for os selv, og som handler om noget, vi mangler at gøre indeni (ikke i den fysiske verden), for man kan preppe, så meget man vil. Man dør under alle omstændigheder på et eller andet tidspunkt.

Iiiiii hear your voice in the wind...det det tynde 'jeg' i vinden...hvad er et 'jeg'? Det reddede mig, og det forsvinder på et tidspunkt - eller forandres radikalt i det mindste, men det ved jeg heller ikke, hvad vil sige.