Lørdagen har indtil nu været et tomrum. Har nusset rundt i huset, set lidt fjernsyn, taget en lur og læst i den krimi af James Lee Burke jer er igang med.

Et lidt melankolsk tomrum - jeg ved ikke hvorfor. Jeg burde rumme al forventningens glæde, men det gør jeg ikke.

Alene det at skulle finde et par pæne bukser til iaften er en plage, dem jeg har er næsten ikke til at lukke om livet og tage i byen i kondibukser vil jeg trods alt ikke. Fra en afdød ven har jeg arvet en del skjorter jeg fint passer, em ellers hænger der 10-12 par bukser i skabet der venter på smallere tider, og kun et-to-tre par jeg til nød kan skrue mig ned i, mens jeg ser sol måne og stjerne når jeg holder vejret og suger maven ind.

Det er somom husets 3 katte kan mærke min stemning. På nær datterens lille burmeser, så kommer de andre kun frem for at blive fodret, hvorpå de gemmer sig igen. Burmeseren er noget for sig selv, hun elsker at ligge i arm og har jeg ikke en arm parat, så kravler hun op på skulderen og lægger sig som en dyr pelskrave.

Datteren, fruen og jeg har besluttet at tage en farvel-middag på Mongolian Barbecue i Stormgade. Det skal nu nok blive hyggeligt.

Pas på Jer derude bag skærmen. Urimelig overvægt en en pestilens for sjæl og krop.