Det er et værre ruskevejr i dag; noget af det bedste jeg ved. Det er ligesom om mine tanker bliver rusket igennem og lander på en helt ny plads når de falder til ro. Det er inspirerende og livsbekræftende. Vi gik ud med Freja en halv time og hoppede i vandpytter og kæmpede os frem i modvinden. Vi nåede vel 200 meter frem før vi vendte om. At tænke sig hvilken tur det må have været for Freja som skal tage 4 skridt når vi andre tager et halvt.

Jeg blev også rusket igennem i går, men i overført betydning. Jeg blev igen prikket på skulderen, og lærte denne gang lidt om hvordan det er at være en kulturel minoritet. Min infame nysgerrighed og min dybe foragt for konventioner og det som alle de andre gør placerede mig smukt blandt 16 kinesisk talende mennesker i går. Bortset fra, at min kontaktflade er meget asiatisk her hvor jeg bor - fordi 45% af indbyggerne i denne bydel er fra Kina og Hong Kong - så var det en meget besynderlig oplevelse.

Jeg har meldt mig som frivillig i en organisation som i princippet henvender sig til alle etniske grupper, men som med tiden er blevet 99.99% kinesisk. Det fik jeg blandt andet bekræftet da jeg efter 10 minutters gang marcherede igennem China Towns indgangsportal og åbnede døren til S.U.C.C.E.S.S. - som organisationen hedder.

Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om at jeg ville være i mindretal, men at jeg ligefrem skulle blive den eneste ikke-kinesisk talende person til informationsmødet for kommende frivillige kom dog bag på mig. Mange tanker fór gennem hovedet; skal jeg gå? skal jeg lade som om jeg er gået forkert og snige mig væk? skal jeg spørge efter toilettet og aldrig komme tilbage? skal jeg lade som om jeg forstår kinesisk? skal jeg blive og se hvad der sker? Jeg valgte det sidste som jo nok var det mest plausible.

Da mødet startede og vi lynhurtigt blev stillet overfor valget om vi ville have mødet på mandarin, kantonesisk eller engelsk gik det op for mig, at min indre dialog trods alt ikke havde været helt malplaceret. Jeg kiggede ængsteligt og usikkert rundt da vi skulle stemme på "engelsk" og rakte min hånd halvt op - for lynhurtigt at kunne tage den ned hvis nu... Et par af mændene rakte deres hænder op og en enkelt kiggede på mig og sagde: "I support you". Jeg nikkede ærbødigt tilbage. Det var så også den bemærkning der bekræftede, at det ikke kun var mig som mente, at min tilstedeværelse var lidt ud over det normale.

Men de støttede mig og mødet blev på engelsk med 7 stemmer for engelsk, 3 for mandarin og 3 blanke stemmer. Ham der holdt kurset ville personligt have stemt på kantonesisk sagde han med et blink i øjet og vel for at pointere, at hans engelske nok godt kunne trænge til en opstramning. Det gik nu fint nok. Det er ikke usædvanligt, at de kinesere der er født i Canada (dvs. Canadian Chineese) ikke kan kinesisk. Det er derfor nok heller ikke usædvanligt, at nogle møder foregår på engelsk - omend det nok er sjældent - men det var usædvanligt at have en hvid iblandt! Indtroduktionsrunden gav mig så heldigvis mulighed for at få afkræftet det de fleste formentligt troede, nemlig, at jeg skulle være indfødt canadier fordi jeg var hvid! Jeg fortalte med et smil i mundvigen, at ikke alle hvide nødvendigvis er canadiere og tænkte ved mig selv, at jeg førhen ofte tænkte det samme om asiatere; at de allesammen nok kommer fra Kina!

Mødet blev hævet efter 1½ time og jeg tog pænt afsked og vandrede ud af bygningen og lagde atter China Town bag mig. Mentalt vil min oplevelse i China Town altid minde mig om den varme modtagelse jeg fik som eneste hvide - formentlig eneste hvide i hele den bygning. Sagen er jo den, at kinesere indvandrede til Vancouver i begyndelsen af 1900-tallet og dengang blev de behandlet som det laveste afskum overhovedet. Dengang kunne en kineser ikke bare vade ind i et hvidt kvarter og føle sig sikker. I dag ser billedet helt anderledes ud. Kineserne sidder på store dele af forretningslivet og er fuldt ud accepteret på højde med kaukaserne. Der er stadig racisme og den går begge veje. Mon det nogensinde hører op? Jeg tror desværre at det menneskets natur; angst og fornægtelse.

Jeg slentrede ned af hovedstrøget i den silende regn og hørte min mave rumle i det fjerne. Greb mobiltelefonen og ringede til Pam. Pam var hjemme og skæbnen ville, at hendes mave rumlede mindst lige så meget som min. Efter 2 måneder uden at have set hinanden faldt vi hinanden om halsen og fandt os en behagelig og dog hip restaurant i området. Pam, som kom til Canada samtidig med os, blot fra Skotland, er single og barnløs og jeg får derfor et velfortjent pust af livet før huset, manden, barnet og rækkehuset når vi knævrer løs. Og hun får et indblik i det hun håber på snart sker for hende. Græsset er ikke nødvendigvis grønnere på hver vores side, vi lader os blot inspirere.

Der hænger pt. 2 appelsiner med nelliker og rødt bånd i mit køkken. Jeg ved ikke helt om julen har overtaget mig - for enhver som kender mig ved, at julen stadig er en tåget udefinerbar størrelse i mit univers...!