Det har været noget af en dag. En dag som jeg ikke ønsker at gentage, men som jeg heller ikke ville være foruden, for jeg var der da det var nødvendig og blev den tid det tog.

For et par dage siden bandede jeg ( i mit stille sind ) min familie langt væk. Synes at det hele var noget møg og rigtig træls. Med min far og hans firkantet syn og stædighed, samt det at takle hans fordrukne kvindebekendtskab. Oveni at se ham blive ked af det når han taler om vores mor, som han stadig ( specielt efter han så småt er begyndt at blive dement ) er meget bitter på. Jeg har talt en del med ham om hende og prøvet at få ham til at forstå, at jeg hverken er vred eller bitter. Han fastholder sin bitterhed i at ingen kan være bekendt at handle som hun gjorde, når man har små børn. Den holdning er svær at argumentere imod. Jeg har prøvet at trøste ham med, at ingen ved hvordan vores liv ville have været hvis hun ikke havde truffet det valg. Jeg er den dag i dag overbevist om, at hun var psykisk syg uden at være stillet en diagnose.
Endvidere synes jeg at det har været meget belastende at have André hjemme. Det bunder nok i at jeg selv har været sygemeldt, og stadig delvis er, at kræfterne og overskuddet ikke har været den samme. Han har været meget ” klisteret ” til mig og jeg har ikke kunne trække mig, hvis jeg har følt for det. Samtidig har han skabt nogle problemstillinger på stedet hvor han bor, og prøver at sætte himmel og hav i bevægelse for at flytte derfra – hvilket ikke bare er så ligetil som han ønsker. Han har haft det svært ved at håndtere krav fra personalet, og så er de bare dumme og han ønsker ikke at være der mere – basta. Heldigvis tror jeg at de 3 uger han har ferie derfra - har givet ham et pusterum og han er klar til at starte på en frisk om en uge.
Min søster hænger stadig som et spøgelse i baghovedet, og jeg bliver næsten daglig konfronteret af min far mht. hvorfor vi ikke kan sammen. Der er ikke noget jeg ønsker mere, men hun ønsker det anderledes og så må jeg acceptere det.
Michelle - ja hun er ved at komme til den erkendelse af, at også hun er ” belastet ” af de kære familie gener og skal her i August igennem en psykiatrisk undersøgelse. Hendes læge nægtede at hjælpe hende, da hun tidl. er sprunget fra et tilbud om psykologhjælp. Jeg skrev et brev til hendes sagsbehandler, som så har taget hånd omkring hende og sat noget i værk. Er ikke i tvivl om at hun har brug for det, men det har været svært for mig at hjælpe, og nemt for hende at gemme sig når afstanden er stor.

Nå men tilbage til dagen i dag, som efterhånden bliver i går. Min far har været ude ved en kvinde som er tidl. kollega, og når hende den fordrukne ikke er inde i billedet, er gode venner med. Han var meget utryk ved at være hjemme efter de lømler havde været ved hans dør. Han havde som aftalt ringet til politiet, men sikkert ikke formuleret så godt, da samtalen var endt med at han havde smidt røret på efter at have fortalt betjenten, at de nok først gad at gøre noget ved det, når en af dem havde hovedet under armen. Han begyndte derefter at planlægge at rejse væk fra det hele sammen med veninden. Gerne til USA og Canada til hans fætter. Ringede rundt efter priser og til hans fætter. Synes godt nok at han var meget oppe at køre og ivrig. Bankede meget i bordet for at understege hans mening om de ” farvede ”, samt bandede meget – hvilket han ellers kun gør når han er vred.
Da han ringede i dag var han meget oprørt. Han havde netop talt med min søster, som han også havde bebrejdet at vi ikke kunne komme overens. Hun havde reageret med vrede – hvilket han også gjorde og de havde skændes så det bragede. Det var endt med at min søster havde smidt røret på.
Jeg har i de sidste dage haft en fornemmelse at den var ved at komme for langt ud med min far. Skyndte mig derover, så jeg kunne være der når hjemmeplejen kom. Fik talt med dem så min far ikke høre det, og også de havde bemærket en ændring. Vi aftalte at de sendte sygeplesken som er tilknyttet ældrecenteret over for at vurdere ham. Havde en fornemmelse af at han var manisk, men kunne ikke selv vurdere det, da han ikke har været det siden 1980, og dengang forskånede min mor os for at opleve ham sådan. Sygeplesken synes at det ville være en god ide at tage over på den psykiatriske skadestue, og efter at have forsikret min far om, at de også havde et fjernsyn hvor han kunne se hans elskede Tour de france, så indvilgede han i at tage med. Han var helt oppe at køre og gjorde honnør til både den fra hjemmeplejen og sygeplesken, samt talte i en strøm både på dansk, engelsk og tysk.
Den første læge som vi var inde ved var af anden herkomst – hvilket ikke forløb så godt. Men alt andet lige så vurderede han, at hvis min far ikke lod sig indlægge frivillig, så ville de tvangsindlægge ham. Puha det var noget at en melding. Tror ikke at han fangede den i første omgang, da tour´en var godt i gang i fjernsynet. På gangen talte jeg med en fra personalet, som sagde, at de ville have ham på den lukkede afd. Jeg fulgte ham hele vejen fra skadestuen og til den lukkede. Kørte hjem og spiste til aften og derefter over for at hente noget tøj og hans medicin. Har ingen ide om hvor lang tid han skal være der, men agter at følge med ham hele vejen – kan ikke være andet bekendt – det er og bliver trods dumme arvelige belastede gener – min far.