Min bedste venindes svigerfar.
Jeg har hele tiden vidst, at han ikke ville overleve kræften, men alligevel er det gået så stærkt, at det også er kommet bag på mig. Han når ikke at opleve påsken, han skal ikke ud og høste nogensinde igen, men han nåede at være med til brylluppet og møde sit barnebarn, og jeg er glad for, at jeg også har mødt ham - flere gange endda.
Det vækker min egen sorg, og jeg har allerede sagt til Anne, at jeg gerne vil med til begravelsen - så må jeg skyde skylden for tuderiet på graviditeten. For lige så meget som jeg er ked af det på deres vegne, Annes, hendes mands og hans mor og families, er jeg ked af det på mine egne vegne.
Ingen af mine fædre kommer til at være der til mit bryllup eller møde min lille datter, ingen af de 3, der har været. Og måske heller ikke min storebror?
Det er sq ikke altid at tingene er så skide retfærdige og at vi alle lever til vi bliver 70+, men det ændrer ikke på de følelser, der følger med.
Jeg sender mine bedste tanker til hele hans familie og håber at han snart for fred (de snart får fred).
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.