Stod tidligt op imorges, og bagte boller... Dvs. stod op da jeg første gang vågnede (i stedet for som jeg plejer, at ligge og slappe af for så at vågne igen en time senere). Det tager jo et stykke tid at bage boller, så vi spiste først morgenmad kl halv 10...
Bagefter ville Helene gerne hjem til mormor og morfar, hvilket jeg sagde nej til. De har nok at se til uden, at vi kommer og maser os på også. Jeg rettede det hurtigt til, at hun kunne ringe og spørge, om der var noget vi skulle hjælpe med. Vi har ofte sagt, at de må sige til hvis der er noget vi kan gøre, men har hver gang fået samme svar: "det er pænt af jer, men der er ikke rigtigt mulighed for at gå flere rundt, så går vi bare i vejen for hinanden."
Det kunne tydeligt ses, da de arbejdede ovenpå (smalle gange, flyttekasser med indhold fra møblerne der er flyttet midlertidigt ud af underetagen, og generalt bare ting der er flytte rundt, mangler plads og skal sorteres. Men nu er affugteren færdig nede, og det hele skal tapeseres og males. Alt er ryddet fra underetagen, så dér går vi i hvert fald ikke og falder over hinanden. De ville da også gerne have hjælp, da vi ringede. Og Christina og Kasper var der også.

Så Helene og jeg tog afsted, og Bo og Lucas blev hjemme, Bo skulle læse, og Lucas klagede stadig over sin sygdom (som jeg dog har en teori om nu er helt påtaget).
Og så skulle der tapeseres... Det er da godt nok noget klistret stads, sådan noget tapetklister (deraf navnet...). Og Christina og jeg bliver altid som to små børn, når vi er sammen, og forsøger at arbejde sammen:
Jeg havde taget mine arbejdsbukser på. De var engang mine yndlingsbukser, og blev derfor også slidt gevaldigt, og da Kasper så en gang fik den sjove idé at løfte mig op i mine bukser, revnede de - lige på højre balle...
Helene synes det var lidt sjovt at smøre tapetklister (i små mængder!) ud på mine bukser, og Christina ville så lære hende hvordan man skulle gøre, hvis det skulle gøres rigtigt: Hun tog en stor klat klister og smurte det lige i hullet på mine bukser... og så skulle hun lige holde mig fast bagefter så Helene havde en chance for at gøre hende kunsten efter. Men jeg var bevæbnet og klattede hendes arm til, med klister fra min pensel, der netop havde været dyppet i spanden. Den klat blev så smurt ud i mit eget hår sekunder senere... Det kunne jeg have sagt mig selv.
Så går ud fra Chris "vandt" barnlighedskampen i dag...
Vi var hjemme igen ved 5-tiden. Og der trængte vi sjovt nok til et bad!

Nabopigen kom ind igen her til aften, og de legede alle tre og hyggede sig gevaldigt. Hun skal hjem til sin mor imorgen, og om et par uger flytter hendes far herfra gården. Hun har lovet at komme ind og sige farvel imorgen, men så ser vi hende nok heller ikke mere :(
Det er jeg faktisk ret ked af, hun er en smaddersød pige, og de leger så godt sammen. Nu har vi lavet en e-mail adresse til Lucas, så kan det være de kan skrive lidt sammen, (kunne slet ikke finde ud af hvordan man skulle lave en hotmail.com... det er ellers der jeg selv har, men meget har ændret sig siden jeg oprettede min for 10 år siden, så nu har han en jubii-mail, som vi godt kan sende fra, men som endnu ikke har modtaget noget af det vi har sendt tilbage...).
Nu må vi se, om det er muligt at holde kontakten... Det kan også være det ikke er så vigtigt...? Som barn kommer og går venner jo hurtigt, og problemfrit...

Nåh, vil se om jeg kan presse lidt kvalitetstid med kæresten ud af den sidste bid af denne dag...

Michala