15 år siden

At turde tude

Hvem er først ?
Halina Abram...
7 år siden
Påske
Hanna Fink (...
10 år siden
Gymasie-grammatik & hygge...
Ash Renashan...
11 år siden
Jeg vil starte en gruppe ...
Johannes Han...
5 år siden
SFI...Det Nationale Forsk...
Camilla Rasm...
11 år siden
Sig appelsin - Kasper Lun...
Kasper Lund ...
8 år siden
Tag et lyn.
Regitze Møbi...
10 år siden
Maler vinge billeder
Poul Brasch ...
10 år siden
Glaskuplen
David Hansen...
9 måneder, 18 dage siden
Pause
Hanna Fink (...
10 år siden
Hypergrafi
Camilla Rasm...
16 år siden
Den søde.
Ruth Christe...
8 år siden
Dagene der forsvandt som ...
David Hansen...
9 måneder, 26 dage siden
Once upon a time
Morten Aske ...
11 år siden
Slot, strand sol, skoldni...
Michala Esch...
15 år siden
Yoga
Ida Hansen (...
7 år siden
Karmacowboybukser og andr...
Olivia Birch...
9 år siden
Ring the bells that still...
Bastian
12 år siden
Bare endnu en torsdag
Barepernille
10 år siden
Tænker og tænker. Søger og søger...efter min indre styrke.

Folk siger ofte til mig: \"Du er så stærk...\" \"Du gør noget jeg aldrig ville kunne finde styrke til at gøre\" \"Du ER en meget stærk kvinde!\"

Hvorfor sidder jeg så her, smurt ind i selvmedlidenhed og selvhad fordi jeg ikke kan se mig ud over denne suppe-das? Hvorfor tænker jeg på at min søn er det eneste der fraholder mig fra et sammenstød med noget stort og tungt?

Jeg cyklede hjem fra L. Emil var for længst lagt i seng... Hold kæft hvor jeg brøltudede hele vejen \"hjem\". Det river mig i stykker inden i, at jeg ikke kan være sammen med min søn. At noget fraholder mig fra det. Men det er jo mig selv. Jeg kunne ikke være omkring L i aften.

Satans dilemma: Jeg ønsker min søn skal være dér hvor han er tryg = i L's lejlighed. Men hvad så med mig? Jeg ved godt at Emils tryghed kommer fra min tilstedeværelse. Selvfølgelig har han sin far men jeg ved at han mangler mig! Jeg har været sammen med den lille fyr hver dag i snart hans hele to år...hvordan skal jeg komme i gennem denne tid uden at se ham hver dag?

Accept af min situation. JA jeg ved det godt!

Så må jeg kræft helvede se ud over de følelser jeg mærker omkring L, stramme balderne sammen og klare den tid her. Jeg må indrette Emils værelse så jeg kan være der.

JEG VED IKKE HVAD JEG SKAL GØRE...har jeg lyst til at skrige ud over det hele. Håbe at en eller anden skraber mig op og gir\' mig løsningen.

Det meste sker måske inde i mit hoved, inde i mine tanker. Måske løber det så helvedes løbsk at jeg tripper helt baglæns og slet ikke finder fodfæstet igen.

Måske har jeg ret til at føle at det hele er noget L***?

Jeg går til psykolog (no surprise!). Jeg skal se hende i morgen... Jo jeg har haft et par behandlere gennem de sidste år. \"Et skrøbeligt sind grundet traumatisk barndom\" sagde een...

Først nu er jeg blevet modtagelig for terapi. Lige inden dette skete (bolig, flytte fra L osv) var vi godt i gang med at grave i kassen fra de famøse år som barn af min mor. Så kom alt det her... Puhh ikke flere kræfter.

Hun har også skruet godt ned for blusset igen.

Aldrig har jeg grædt ved en behandler. Tro mig, de har gjort en god indsats men jeg har aldrig rigtig lukket op.

De sidste to gange i hendes varme stol, har jeg gennem-vrælet nærmest fra start til slut. I morgen bliver ingen undtagelse og mærkeligt nok, så ser jeg faktisk frem til det. Jeg ser frem til at få LUFT...og for et råd eller to til hvordan jeg undgår sammenbrud.

Jeg føler mig som en dårlig mor...og jeg hader mig selv for det.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget At turde tude er publiceret 17/02-2009 22:56 af Bastian.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.