Her i sommerferien gik min højre knæskal afled (igen) og derfor syntes jeg at det kunne være sjovt at få MR-scannet mit knæ i dag hvor vi havde MR-undervisning og alligevel skulle scanne hinanden.

For dem der ikke lige kender foreskellene kan jeg sige at en MR-scanner benytter sig af magnetisme og ikke har de store kendte bivirkninger mens at fx. CT benytter sig af røntgenstråling, som ved overdrevent brug fører til kræft. En anden foreskel er at MR (og især vores maskine) kræver at man ligger stille rigtig længe og så larmer den en del. En CT-scanner er man hurtigt ude af igen.
Jeg har længe været fan af MR fordi den ikke gav røntgenstråler, men må sige at jeg efter at have prøvet at lege patient igen får mere til overs for CT'en. Det er simpelthen næsten tortur (for mig) at skulle ligge helt stille i 30 minutter. Jeg troede at det ville være nemt og at jeg bare lige kunne snuppe mig en lur midt i timen, men inden længe mærker man at selv om man startede med at ligge godt, så ligger man nu knap så godt og selv om man skal ligge stille følte jeg at mine muskler trak sig sammen og spændte og at jeg fik rystelser ect. igennem undersøgelsen. Samtidig med så fik jeg modsat den klassekammerart der blev scannet før mig, igen tidsangivelse eller andet om hvor lang tid at tingene nu tog. Det var faktisk tæt på at jeg hoppede ned af lejet igen og jeg følte at jeg havde bevæget mig meget - og bare en enkelt bevægelse ødelægger hele den scanning man er ved.
Heldigvis havde jeg ikke bevæget mig og jeg kom igennem scanningen.

Scanningen viste at mine mediale korsbånd som forventet var lidt slappe og at jeg anatomisk var bygget på en måde der bare gjorde det nemt for knæet at gå af led.
Som bonusfund fandt jeg så lige ud af at jeg også havde en svulst. Det er en godartet svulst der forårsager at min knogle omdannes til til "mus i knæet" og indtil videre har jeg ikke selv mærket noget til den - den er på ydersiden af højre knæ og har således ikke noget at gøre med at mit knæ går af led. Sygdommen er sjælden og hyppigst blandt mænd. At svulsten er godartet betyder at jeg ikke skal være bange for metastaser og at de skal tage livet af mig. Tilgengæld er jeg noget bange for at sygdommen tager livet af mit knæ og min mobilitet i fremtiden. Den æder jo mit knæ op. Det ligner allerede at der er nogen der har taget og spist en bid af det. I fremtiden spås jeg smerter og fastlåsning af knæet. Det kan selvfølgelig opereres, men kun ved at man fjerner ledslimhinden helt. Det ved jeg så endnu ikke hvilke bivirkninger det kan give. Generelt skal man jo ikke operere medmindre at der er noget galt og pt. så gør det jo ikke ondt og mit knæ har aldrig siddet fast (undtagen ved luksation). Spørgsmålet er om jeg så skal opereres hurtigst for at tage det tidligt, eller om jeg skal vente så lang tid jeg kan?
Jeg må huske at spørge min læge næste gang at jeg ser hende. Engang imellem mangler jeg virkelig en hotline til lægerne, hvor man lige kunne stille sådanne enkle spørgsmål. Nu eller senere?
Jeg glæder mig ihvertfald ikke til det. Jeg vil ikke have ar på mine ben.