Jeg er så mande-desperado, og der sker bare ikke en skid. Seriøst. Ikke. En. Skid. Var på stambaren i går. Young Gun stod i baren. Det første, han siger, er: Jeg har set dig på Vesterbro med din mand og din hund. Absurd sjovt at blive anklaget for at være en utro tæve. Det, han har set, er mig og Bob (bøsse) ude at gå med bobbidyret. Jeg får mig måske ikke rigtig troværdigt forklaret, og der er en kold luft mellem os. Nr 2 ting der sker er, at en mand forsøger at få øjenkontakt hen over baren. Han er sådan lidt 40-ish, backslick og en lidt for åbentstående skjorte. Han synes åbenbart det kører for ham, for lidt efter kommer han hen og introducerer sig som Peter. Da snakken går lidt trægt smider han pludselig den ubrugelige information på bordet, at hans intelligenskvotient er målt til 160. Jeg griner og siger 'virkelig? Mest fordi det en af de mest socialt uintelligente scoreforsøg, jeg nogensinde er blevet udsat for. Men han fortsætter ufortrødent og hiver et Mensa-medlemskort op af lommen. Seriøst. Hele den lille episode burde være videofilmet og brugt som dokumentation for, at intelligens er en utrolig nuanceret størrelse.

Til sidst er der kun mig, Twintower og en gammel studieveninde A tilbage. A har jeg et anstrengt forhold til. Hun er egentlig meget sød. Utroligt usikker og ikke særlig klog at høre på. Hun klarede sig igennem studiet, hang i med fingerneglene, men formåede aldrig at få et job i branchen siden. Jeg burde være den store person her, men hun trykker ligesom bare på alle mine knapper. Nederen at bruge 7 år (så mange brugte hun) på at blive design-arkitekt og så arbejde som pædagogmedhjælper i en vuggestue.

Men A har én spidskompetence: Hun kan score. I den kontekst virker hendes højfrekvente latter og barnlige, festlige fagter spot on. Det er det eneste parameter hun kan hævde sig på. Og hun har åbenbart brug for at hævde sig overfor mig, for hun forsøgte (desperat) at få Twintower på krogen. Og jeg er egentlig ligeglad med Twintower (eller i hvert fald ikke interesseret på dén måde mere) - men jeg blev også lige sådan Neon, 3 år, og ville død-og-pine ikke lade hende få den lille sejr i hus. Samtidig var det en sjov lille Twintower loyalitetstest. Jeg vandt. Ihhh sejren er bittersød. Så jeg sad på den fordømte bar til kl 06 om morgenen og snakkede med Twintower - en ven, som jeg ikke længere er det fjerneste interesseret i, men bare havde et helt latterligt småligt behov for at rulle mig, som en hund i et kadaver, i hans interesse for mig. Er jeg ikke bare en stor person?

Og i virkeligheden, var vi taget på stambaren in the first place, fordi jeg for nogle uger siden mødte denne Philip, en lidt preppy-klædt Rungsteddreng med backslick, som jeg synes var lidt sød - mest fordi han var så ærlig og ligetil på sådan en lille smule nøgen og sårbar fucked-up agtig måde. Så selv om han SLET ikke er min type var jeg lidt indfanget. Det gir' altsammen pissegod mening, ikke? Jeg bliver måske en dag den kvinde, som formår at redefinere det faste udtryk 'brændt barn skyr ilden' til 'brændt barn fatter ikk' en fuck'. Det er nu et år siden jeg sidst var ude at spise middag med en mand. Det er nu snart 4 måneder siden mit sidste knald, som ovenikøbet var en intetsigende oplevelse jeg hellere havde været foruden. Jeg er som en klump ler, der er ved at tørre ud. Man spørger sig selv: Hvor svært kan det fucking være? Men det KAN altså være pisse svært. Og nogle ville sikkert, med udgangspunkt i ovenstående episoder med mænd argumentere for at jeg er kræsen. Men helt ærlig, I (og I ved hvem I er) skulle prøve at sidde og blive lagt an på af en præmie-douchebag social-retardo med nedknappet skjorte og et Mensa-medlemskort.

København: Der er alt for få gode mænd om alt for mange lækre kvinder, og det gør at mændene virkelig kan hvile på laurbærbladene, og at de selv synes de er the shit selv om der er måne, bodegavom og deres øvrige liv er ligeså spændende som excel.

Og så har vi siddet og set de sidste afsnit af 2. sæson af Girls hos Luna. Der, hvor Hannah har OCD og har stukket vatpinde i ørerne og klippet sit hår af og er helt fucked, og hvor hun ringer til Adam (som også er lidt fucked), og da han opdager, hvor fucked hun er, så løber han bare ud af lejligheden og hele vejen gennem New York i bar overkrop og sparker døren til hendes lejlighed op og fisker hendes sikkert temmelige usoignerede krop ud fra nogle sikkert lugtende lagner og scoooper hende op i armene og krammer hende. Der sad vi lige hele tre single damer med en lille tåre i øjenkrogen. (Og det er jo ikke for at jeg normalt er til fals for sådan noget lorte-amerikansk romantisk bull-shit - mig, som blandt venner går under kælenavnet Satan, men altså man er jo svag af og til). Og nu er jeg lige gået hjem gennem byen og hele Vesterbro summer af sommer og fest og lir. Og jeg går bare forbi fyldte postkasse som har reklame-bulimi og videre op og tænder lyset I min lejlighed, hvor gulvbrædderne knirker så ensomt. Nu sidder jeg her og skriver, mens jeg kan høre dunkende bas og nogen, der råber whoop, whoop.