Til trods for vreden, over at min kære ven med kæresten, synes han skulle blamere sig med hans bekendtskab, gik jeg i seng og prøvede at få lidt søvn... Jeg lå og rodede rundt i vrede... Klokken tre om natten ringede min tlf... Det var min mor.. Hun var faldet 15 trin ned og havde et 4 cm dybt sår i hovedet og sår på benet og skulle syes. Hun tud brølede... Hun havde været ude at hygge med veninderne og var så fortsat alene videre, da de andre ikke kunne mere... Nu skal det ikke være nogen hemmelighed at jeg komme fra forældre, som desværre ikke helt kan finde ud af at sige stop, når nok er nok... Så ikke nok med hun var ked af det og meget forslået, så var hun tilmed fuld... Det var absolut ikke drømme situationen.. Grædende siger hun at hun bare ville sige hvor hun var og at jeg bare skal lægge mig til at sove igen.. Yearh right.. Som om jeg kunne det.. Jeg ringede op igen og sagdde jeg var på vej... Jeg kommer derud og er ved at gå i gulvet da de går i gang med bedøvelsen af de her sår... Lugten sidder stadig i næsen på mig og kvalmen ligger stadig og ulmer... pyk... 17 sting i panden og 5 i benet... Hun ankom på skadestuen kl 01.00. blev behandlet kl 04.00 og vi var hjemme 05.30.. pyh.......

Da jeg ringede til min søster for at fortælle om hvad der var sket var hendes første kommentar: "Så kan hun lære det, når hun har drukket!" - Men hvem er vi egentlig og kan vi tillade os at dømme andre for deres valg af deres liv? Hele mit liv har jeg brug på at bebrejde mine forældre deres alkoholforbrug og mange andre ting. Men det er slut! Jeg gider ikke bruge mere energi på det. Som jeg sagde til min mor da hun blev ved med at sige undskyld på skadestuen til mig.. Så sagde jeg bare: Jamen mor lad være med at undskylde! Jeg er ligeglad. Det er ikke min krop du ødelægger. Jeg fralægger mig alt ansvar! - Altså hvad kan jeg som datter ellers stille op, når hun afviser hendes problem og afviser behandling i AA!!