Hvad fanden laver jeg egentlig her? Jeg sidder på en stol som holder min ryk i en usund lige vinkel hvilket medfører at jeg skal gå og kigge ned i jorden i de sidste 10 år af mit kunstigt lange liv.
Der er mennesker, som lige nu, sidder i en undervandsbåd til millioner af kroner, på 5.000 meters dybde, kigger ud igennem et koøje og har en samtale om hvorvidt det væsen lige har set gennem det centimeter tykke glas, ude i det ukendte, er en ny dyreart eller ej. Omkring 200 kilometer længere oppe sidder en russer en kineser og en amerikaner i komplet vægtløshed. De deler røverhistorier om den lille klump jord og vand som, de kan dække udsynet til med en udstrakt tommelfinger. Et andet sted, i en højde imellem dem, er en eventyrlysten sjæl ved at springe ud fra en bro med et lårtykt elastik omkring benet og et ængsteligt men euforisk ansigtsudtryk. Han prøvede coke og LSD for første gang i går og har lige drukket en Gin Tonic på en tropisk cafe, med udsigt til både det indiske ocean og en bjergkæde med regnskov på.
Så alt imens nogle mennesker udvider deres horisont med diverse euforiske stoffer og oplevelser; opdagelser, fra kanten af den menneskelige viden som de uden pause trækker længere ud sådan at vi kan forstå det her helt uforståelige univers som vi og alting er i, så sidder jeg på en designerstol med umulige armlæn og lærer de ting som et ministerium mener er vigtige. Hvad er det lige præcis som stopper mig fra at bo i et lille hus med en terrasse, med udsigt til noget vand?
Der kunne jeg sidde og spise chokolade og drikke rødvin i en behagelig gyngestol. Sådan en som var blevet siddet så meget i igennem en utællelig årrække at en lakering for længst er blevet overflødig, fordi alle de tænkelige steder hvor røven, ryggen og armene naturligt lægger sig er blevet siddet glatte af selv samme kropsdele. Der kunne jeg sidde og tage tid på tidevandet, for at se om det overholder tidsplanen som det skal. Jeg kunne tage cyklen igennem skoven ind til den lille, fredelige by som lå lige langt nok væk til at man tabte pusten lidt, for at købe ind hos en tilfreds gammel købmand, som kender mig ved navn og som ikke har ændret butikken siden Morten Korchs første film udkom. Jeg ville sige hej til hende den søde rødhårede pige i køen, sige at den vin hun er ved at købe er alt for tør og at hun skal prøve Chiantien i stedet. Jeg kunne foreslå hende at vi kunne drikke den sammen hjemme hos hende, eller hos mig, det kan vel være ligemeget. Jeg ville nok aldrig snakke med hende igen, kvinder er på mange måder lige som vine, i små mængder er de himmelske og vidunderlige, men hvis man får for meget så er de til at brække sig over.
‘SNAP OUT OF IT!’
Det er ikke en lille hyggelig rønne det her. Jeg sidder i en bygning med præfabrikerede døre og paneler i friske grå nuancer. Hvorfor er det lige at jeg gør det? Nå ja! Jeg er jo en elev i den danske undervisningsmaskine, sådan at jeg kan lære at formulere mig sagligt og at “Diskutere hvilken strategi staten/regeringen og kommunerne kan bruge for at fremme integrationsprocessen af nydanskere i det senmoderne- danske samfund. Inddrag den offentlige integrationsmodel.”
Jeg er ved at brække mig - af kaffe, det er ikke så meget smagen, man vender sig utroligt hurtigt til smagen af dårlig kaffe, det er mere fordi jeg har drukket ti kopper siden jeg begyndte på opgaven. Kan den virkelig ikke fås stærkere? Jeg kunne prøve at drikke noget mere, det er godt nok ved at blive irriterende at skulle på toilettet hele tiden, men det kan da være at det ville tage mig hen til et eller andet andet sted i min bevidsthed.
Hvor kan man tage hen lige nu? Sådan et lille hus ved vandet, det koster vel en - måske to millioner hvis det er ved at falde sammen. Så skal jeg jo lige have ‘jobbet’ først, eller røve en bank. Det er jo ikke noget som stopper mig fra at røve en bank, udover et højavanceret sikkerhedssystem til et par millioner og politiet så er der intet mellem mig og de rige bankers mammon. Jeg skal jo bare gøre mig umage, det er trods alt den nemmeste vej ud af en monoton tilværelse, hvis jeg altså tænker mig lidt om først. Selv hvis det viser sig at ham vagten gik en ekstra tur lige præcis den aften og jeg havnede i en endnu mere livsberøvende bygning end den nuværende, så er det vel tættere på det ultimative mål om ikke at lave andet end at sidde ned. Nuvel, der er nok ikke mange fængsler med udsigt til vand og der er nok langt imellem en god shiraz, men det samme kan vel siges om uinspirerende undervisning om molekyler og atomvægt. Der er sikkert et godt bibliotek med gode bøger om folk som lever livet på ydersiden af murene. Kunne jeg sidde på en lille enmands-seng og læse fiktion? Streg den tanke, at sidde i et bur af beton, metal og mænd som ikke har noget bedre at lave end at håndhæve loven, ville være modstridende med ideen om at være fri for institutioner. Meget kan siges om det rædselsfulde undervisningsministerium, men det er vel ikke værre end landets systematiske afstraffelse af folk som tænker i ukonventionelle baner.
Jeg bliver vel nød til at følge den kedelige vej til rigdom før jeg får den frihed som finansiel sikkerhed giver i det senmoderne samfund. Jeg kunne bruge ti år på at være normal, få en uddannelse, ‘jobbet’, en normal kæreste ligesom alle mulige andre, så kan vi få et barn og så - så... Pis! Hvordan kan man gøre ingenting hvis der sidder en skabning, i periferien, hvis eneste kompetencer er at larme og larve lort. Sådan nogen skal da vist også have opmærksomhed. Jeg syns jeg sidder lidt fast her, med røven solidt plantet i en ‘stol’ fra IKEA, uden pude på sædet sådan at bagenden virkelig kan slå rødder. Jeg ender nok med at drikke så mange øl i aften at jeg ikke kan sidde op længere.