Jeg har lige sat mig ned for at skrive tankerne i knolden sammen, det må siges at være formålsløst at skrive 800 ord i en dagbog når jeg kun har været vågen i en time, men en skål yoghurt, en cigaret og to kopper kaffe inspirerede simpelthen for mange tanker til at lade det ligge. Hvis jeg prøvede at kvæle ideerne i nikotin resten af dagen men så ville de til sidst være en umulig mudret masse uden start eller ende.
Hvis man starter med en cigaret, så starter man ikke fra starten, for den lille pind af urter som jeg og millioner andre ritualistisk tager op af pakken ind til flere gange om dagen er et elskovsbarn af tusindevis af kærlige forældre som alle fortjener anerkendelse for deres forbandede lorte produkt. Starten er heller ikke på tobakmarkerne i Virginia. For at lave en cigaret fra starten må man først skabe et universet, bage i 14 milliarder år ved en temperatur mellem 1 kelvin og indersiden af en stjerne og så lige pludselig så har man tobak i cylinderform, plus et hav a biprodukter som isbjørne, sorte huller og sarkasme. Jeg har snydt lidt i dag, så vi starter i Virginia hvor en af tusinde tobakbønder lige har høstet bladende og sendt dem til en fabrik hvor de bliver tørret af et hold af mennesker som nok bruger deres kaffepauser på at tænke på konsekvenserne af deres arbejde, for om man vil det eller ej så har det slået flere mennesker ihjel end den sidste verdenskrig. Og med den tanke i bagsiden af hovedet går de ud og losser de tørrede blade ned i maskiner som raffinerer planten til små strimler som derefter bliver pakket ind i papir med sort krudt i. Et filter skal der også til og det er en hel historie i sig selv som jeg ikke føler er vigtig, men pointen af den er vigtig, for et cigaretfilter er toppen af menneskelig kunnen, lavet til at optage specifikke stoffer men undlade andre, sådan at man kan bilde sig ind at det da slet ikke er så farligt endda samtidig med at rigelige mængder af nervegiften som man sådan hungrer efter, kan bedøve både krop og sjæl. Udover det er det fremstillet sådan at det kan opløses i naturen for at producenterne ikke også får Greenpeace på nakken, for man har nok fjender allerede hvis man slår et par millioner ihjel om året. Det færdige produkt som er blevet udviklet af fokusgrupper, videnskabsmænd og enorme firmaer, bliver lagt ned, tyve styk, i små papkasser, som bliver lagt i store papkasser som bliver lagt i kollosale metalkasser. Disse metalkasser er store nok til at man kan bo i dem og det er der mennesker som gør, i diverse asylcentre landet over. Næste gang cigaretpakken ser dagens lys er når en bumset teenager tager dem ud af papkassen og stabler dem flot op på hylden bag disken i Føtex. Det er så her jeg kommer ind i billedet, jeg bliver det sidste led i tobakkens liv når jeg går hen og køber tyve søm for meget mere end de kostede at producere. Disse cigaretter har været på en fantastisk rejse, over et ocean, igennem flere hænder end jeg kan forestille mig, for at jeg kan sætte ild til dem og indhalere røgen.
Hele denne episke rejse og forvandling som den enkelte cigaret var igennem blev i dagens tidlige morgentimer stoppet af en enkelt hændelse som ødelagde ønsket om at møde alle med et livsglad ‘godmorgen!’ og et smil på læben. Min lighter virkede ikke.
Det som er så fantastisk ved det samfund som vi lever i idag er at samtlige af de ting som jeg ejer og bruger i løbet af min dag har været på samme tur som mine cigaretter. Et kæmpestort netværk af mennesker som forsøger at tjene til dagen og vejen er grunden til at jeg kan drikke en sød klistret drik som indeholder ingredienser fra flere forskellige kontinenter, at jeg kan skrive mine halvklare tanker ned på et dyrt stykke aluminium med et lysende æble på bagsiden. Alle disse mennesker, lige fra manden som lavede det første hjul til de mange tusinde af fattige kinesere som hver dag står ved et samlebånd og sætter designervarer sammen, er grunden til at jeg ikke sidder på en sten og spise råt kød sammen med kun min nærmeste familie.
Det er med en bedrøvet mine at jeg må tilstå at jeg er på bunden af netværket lige nu, jeg har ingen indflydelse på forbedringen af den verden som jeg skylder milliarder af mennesker for at have skabt igennem de sidste 600.000 år. Der går nok noget tid før jeg kan blive en del af det, man skal vel have nogle færdigheder før at bidraget bliver substantielt, for det er da min intention at lave en bule så stor som muligt i verden. På den anden side så er alternativet ret lokkende, huset på stranden ligner mere og mere den nemme udvej nu. Skulle man ikke bare melde sig ud af den fantastiske og magiske verden som alle vi alle sammen får stress af alligevel. En ting ved jeg da; at jeg skal ud og finde en person med en lighter så livet kan gå videre for alle på planeten.