Det skal da fejres med farvede æg med marcipan - eller øl snaps og forresten alt med en potens derimellem.
På 10 døgn kan der nå at ske mange ting med den mentale tilstand. Efter kun et par dage i solskin med grillpølser, vin og selskab af den gode slags som er helt med på at druk er første punkt på dagsordenen, når altså hovedpinen er væk fra den forrige dags eskapader, så tror man ikke at det nogensinde vil ende. Ræk hånden op hvis du går i skole og også troede at det var sommerferie indtil for få dage siden. Jeg håber ikke at mine dagbogsindlæg bliver for pessimistiske og deprimerende, men der er ligesom ikke rigtig noget der kan få mig til at sætte mig ned ved computeren og skrive selvterapi mens solen skinner og kullene er helt perfekte. Der er vel noget positivt at skrive om og derfor vil jeg nu udfordre mig selv til at glæde mig over min situation lige nu og her. Solen skinner stadig, eller det vil sige at den er godt noget gået ned men hvis kloden nu ændrede hældning så ville jeg få noget mere sol på de stadig halvblege ben. Og jeg ved at jorden vil ændre hældning, ganske vist i den langsomste retning men man kan vel ikke få det hele. Jeg har da i det mindste mit gode helbred, på trods af at smøgerne langsomt hober sig op i mine luftveje så kan jeg stadig gå fra mit hus til bussen og det er vel ret positivt! Jeg ved godt at det er en kliche, men jeg har nogle dejlige venner. Det lød ret fesent, men ikke desto mindre så er der mennesker som har en valium lignende effekt på mine problemer og det er jo for fedt.
Tilbage til det deprimerende. Rejsen går nu for mig tilbage til en halvstor fængselsø i midten af Danmark som jeg for tiden kalder mit hjem. Der vil jeg så være fanget i de næste fem dages tid indtil jeg køber mig fri hos hende damen i DSB kiosken som bevogter de to udgange, lille- og storebælt, med hård hand. Hun er i ledtog med de mest forhadte mennesker i landet, næst efter p-vagten, og det er billetkontrolløren. Han sørger for at ingen fanger undslipper det ‘fine’ fængsel som holder så mange mennesker væk fra civilisationen med bilos og kaffe med smag af vanilje. Ikke at de ting er noget jeg hungrer efter når jeg kigger ud imellem tremmerne, der skal kun to ting i en kop kaffe, kaffe og lige vand nok til at gøre det flydende. DSBs billetpriser virker lige så oprigtige som en kirkegård hvor gravstenende står i alfabetisk rækkefølge og jeg er efterhånden ved at kaste op over at skulle betale 188 kroner for at komme tilbage til Danmark.
Jeg tror det må være det for nu, hovedet hænger ikke så godt sammen i disse dage så denne her rodede masse af blandede tanker må være rigeligt til en DAGbog som der ikke er blevet skrevet i siden jesus stadig var levende.