Ankomsten...
Jeg får et lift hjem med venner. På den fire timer lange køretur får jeg mavekramper som stiger i intensitet. Til sidst må jeg bede dem om at holde ind. K slynger bilen ind i vejkanten, (den er ny), og jeg vælter ukoordineret ud og flår i jakken. Jeg sveder koldsved og har mest af alt lyst til at lægge mig ned i den piskende regn midt på landevejen. I stedet sætter jeg mig på hug og hviler ryggen op af bilen. Jeg rejser mig igen og ofrer et pølsehorn fra Seven-Eleven til grøftekanten. Jeg sætter mig atter ind i bilen og karter rundt i bilsædet som var jeg det mødrende ophav til alle børneorm i miles omkreds.

Juleaften...
Julegaven til far volder os svære problemer. Søster og jeg ville egentlig gerne give ham en knagerække. Vi overvejer i mangel af bedre at gå ind i Ønskebørn og forsøge at bytte os selv. I stedet ender vi i Jysk Sengetøjslager. Grimhedens Højborg. Her står æstetikkens bødler altid til tjeneste med kombinatorik udi mdf-vinyl-finer og plastikmøbler. Vi finder en slags skoreol, som vi mener, han har brug for. Han bliver vildt glad, da han åbner den og siger ikke engang ordet 'lapanderværk'.


Ellers... Fjern og Mærkelig Slægtning ankommer i Harboørehabit i kombination med nissehue - for et julet look. I den neonfarvede voksensparkedragt hopper hun entusiastisk ind af døren og løfter en knyttet næve i vejret til hilsen. Vi hilser anstrengt tilbage. Eneste bidrag til juleherlighederne: Hun skulle medbringe mandelgaven. Mor vinder mandelgaven. Det er en genbrugsispose fra en fysioterapeut i Thyholm. Højst sandsynlig stjålet. Fjern og Mærkelig Slægtning synes selv mandelgaven er helt genial. Vi andre er foruroligede over at mandelgaven har den påtrykte tekst "Varmebehandlingen begyndes efter 48 timer, når skaden ikke bløder mere og er begyndt at hele". Alle hoster og begynder at glatte dugen og sige " Så deeet'".

Mor siger vi skal være rare mod Fjern og Mærkelig Slægtning. Hun er adoptiv-enebarn og har arvet og solgt hendes forældres ejendomme og mange hektar land og er efter sigende meget velhavende. (og nærig og mærkelig). Hun medbringer altid noget. Et lille bidrag. Eksempelvis én aldersubestemmelig frikadelle indpakket i stanniol. Mor vil ikke engang give frikadellen til gravhunden.

Juledagene... Søster terper til eksamen. Hun er nået til svamp og bændelorm og antibiotika. Vi får en lille oplæsning om bændelormens fortræffeligheder. Det et af de mest appetitindstillende tiltag denne jul hidtil har set, og på den måde sikkert sundt og tiltrængt.

Kødretternes Dakar-rally - julefrokosten.

Sidste år bestemte jeg jo så kækt at løfte åget fra farmors skuldre og tage det på mine. Årets julefrokost skulle holdes hos far, og jeg skulle nok stå for det hele. Det blev sådan. Og far var skeptisk, men hjælpsom. Min skumle plan var at bruge julefrokosten som en art løftestang for at far kom lidt mere på plads i sit hus, og måske det at få gæster, ville give ham et mere hyggeligt indtryk af at bo der. Vi havde i dagene op til en lang og vedvarende diskussion. Jeg ville have ham til at smide den gamle ekstra sofa ud og skrue det sidste Montana i væggen. Men disse to genstande indgår åbenbart i en kosmisk kompliceret ligning, og det er ham meget imod. Hver gang jeg har et vindende argument, kommer han med en eller anden diffus modværge, noget med at 'mange andre faktorer spiller ind'. Vi fik aldrig Montana hængt op. Men i stedet fik vi hængt billeder op, og jeg fik lov at flytte lidt rundt. Han indrømmede efter julefrokosten at han synes det hyggede og at han befandt sig meget bedre. Mission accomplished.

Julefrokosten var også virkelig hyggelig. Vi så DIAS billeder fra gamle dage, den gang far var en lyshåret purk i højtaljet badebuks ,og farfar gik i utrolig korte shots.

Jeg er stadig på udkanten. Havde håbet at få et lift hjem i dag, men det kunne ikke lade sig gøre. Da togdriften i Danmark endnu ikke er udliciteret til Hogwarts Expressen, så vælger jeg at vente til en liftmulighed på søndag. Jeg savner ellers voldsomt mine egne rutiner, yogaen og de store ark tegnepapir. Mors tilrøgede lavloftede stuer er også ved at gå mig lidt på nerverne. Jeg bliver dårlig af al den cigaretrøg. Det er som at bo inde på et københavnsk værtshus. Det river i halsen, svier i øjnene og jeg får hovedpine og alkoholfrie tømmermænd. Vejret går mig også på nerverne. Nu har jeg lige fået nye løbesko i julegave, men vindstyrken indbyder ikke ligefrem til udfoldelser.