Når man tror at man har helt styr på hvad det er der hitter lige nu..
Når man tror at man er helt oppe på beatet og sagtens kan lege drengelege, selvom man har været en Barbie-og perleplade-pige, og nu er beriget med 3 drenge, som slås, leger med lego og spiller fodbold.

Når man tror at man ved bedst og liige skal råde sit barn...så skal man bare lære at holde sin mund.

Jeg nåede at bide mig selv i tungen og holde min kæft og der kom denne lille søde historie ud af det:

Vi var til familiarrangement hos min fætter. Hans søn på 3 havde fået en lille (grim) skæv, strikket bamse af en ældre nabo.

Mindstemanden (på 8!) forelskede sig i den med det samme.

Ja jeg ved godt at han har noget med bamser og tøjdyr og da jeg selv også havde det, kan jeg sagtens forstå ham. Han har stadig bamser siddende på sengen - også når han har kammerater med hjem (som fortæller at de også kan lide deres bamser, men gemmer dem væk når der kommer nogen). Men alligevel kunne jeg ikke lade være at være en anelse overrasket over, at han var så vild med denne.

Men lige denne lille fyr var åbenbart fantastisk og det syntes fætteren også (på 7) så de plagede mormor om at lave sådan én til dem også.

Vi grinede lidt af dem, men mormor lovede at gå igang.

Og det gjorde hun selvfølgelig (lykkelig over at få noget at strikke). Og et par dage efter fik de hver en lille grim bamse og de var lykkelige.

Mindstemanden legede med den hele tiden, og lavede papirsfaldskærme, hængekøjer og andet gear til den (Shane go home!)
Da han om morgenen skulle i skole, så ville han have bamsen med.....

"SHIT!" tænkte jeg straks! Dér lægger han op til en ordentlig gang drilleri. De vil da grine af ham og kalde ham et pattebarn...men jeg nænnede ikke at sige noget.
Vel egenlig dét der fraholdt mig for at råde ham til at lade den blive hjemme. Jeg kunne ikke få mig selv til at sige, at det måske ville være sært. Man skal jo støtte sine børn og ikke undertrykke deres væsen.

Så han drog afsted og jeg krydsede fingre for, at de ville være blide ved ham.

Om eftermiddagen da han kom hjem, strøg ham glad afsted til mormor med bamsen i hånden og naboens dreng (klassekammeraten) i fuld galop bagefter. De skulle ned og spørge om han også måtte få en.

Alle havde været helt vilde med bamsen. Alle drengene ville selv have en.

Mormor har nu lavet sin 13. bamse igår.

Mødre er begyndt at sms'se til mig om de kan bestille en hos mormor, for det er det eneste drengene taler om.

Flere siger at de ikke forstår det, og er bekymrede over det "pige-gen" men at drengene elsker deres bamser!

Nogen bestiller dem til fødselsdagsgaver - fordi drengene kun ønsker sig lige netop sådan én!

Deres klasselærer har bedt om opskriften (som mormor efter bedste formåen har forsøgt at tegne ned udfra det hun havde i sit hoved) og er nu igang med at lave en selv.

Der er nu en bamse-venteliste hos mormor.

Der kan vælges flere forskellige størrelser og farver.

Og mindstemanden har pludselig for første gang fornøjelsen af at være ham som er den heldige med den seje mormor, og som alle gerne vil lege med.

Han bliver ofte trynet ("øv hvorfor er jeg så lille og slap - alle kan tæve mig - jeg er den slappeste i klassen") Han bliver ikke valgt som den første når der vælges hold (men altid som den sidste) Og det gør så ondt at se og høre.
Men nu er han bare så lykkelig over at være en del af fællesskabet og det dejlige er, at han ikke selv helt forstår det. Han smiler bare. Han er glad.

Han er på ingen måde bevidst om at have startet en trend - en uforståelig trend, men dog noget som har slået yoyo'erne og Bakugan af banen. Han har det bare sjovt med sin bamse og kammeraterne.

Så jeg har lært, at man ikke altid ved bedst. Jeg har lært, at selvom vi alle kan se at børn ikke leger som vi gjorde da vi var børn, så er der stadig noget magisk over en bamse.

Og børn kan stadig godt være børn.

Og en bamse er stadig det bedste i verden.

Sender lige en tanke til min gamle hullede mølædte "Gamle Bamse" som jeg sidst så på mine forældres loft og som var den bedste bamse i verden, som min mor ofte gerne ville skille mig af med, men som jeg stædigt holdt på var den smukkeste og bedste.

M