Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal forklar alt det her, jeg er et stort KÆMPE rod i mit hoved.

Hvorfor er det at jeg nogen gange bare ikke kan holde min mund og være glad, ja og kold og ligeglad???

Jeg elsker ham, og jeg vil bare have ham tilbage, men nogen gange tror jeg også at jeg bare kæmper alt for hårdt, jeg ved godt alt det vi har gået igennem er for mange helt utilgiveligt, men der er bare noget over ham, jeg elsker ham så højt, og ja så højt at jeg nogen gange tænker kan man elske for meget...

Åhh alt det jeg har sagt til ham at han bare skal gøre!!!

Efter vores skilsmisse prøvede han ihærdigt at komme tilbage og jeg vidste ikke hvad jeg ville, jeg ville gerne have ham tilbage, men jeg var også bange for at gå for hurtig frem for ikke at vi skulle ende i samme situation, det blev hans fødselsdag i marts og jeg gjorde alt for at han kom hjem til mig efter arbejde, det gjorde han også og vi havde den mest vidunderlige aften/nat. Hvad der skete efter der aner jeg virkelig ikke, for han ændrede sig enormt meget. Han blev kold, han blev lidt ligeglad, men blev ved med at sige at vi skulle finde ud af det.

En aften fortalte jeg ham at jeg synes vi skulle gøre noget stort ud af det, og at jeg ville gøre hvad som helst for at vi fik det til at fungere. Så vidste han lige pludselig ikke hvad han ville, han ville gerne ud og prøve noget andet, men ville også gerne have at jeg ventede på ham. Vi har været sammen siden han var 19, så jeg ved jo godt at han ikke rigtig har prøvet andet. Jeg tænkte (ja og nu vil nogen tænke "hold da op hvordan kan hun") at jeg ville lade ham gøre det, jeg fortalte ham at han skulle gå ud og prøve, og at jeg ville være lige her og vente på ham, for jeg var helt sikker på at det var og er det jeg vil.

Tiden gik og vi sås stadigvæk men sov ikke så meget sammen mere, men han kom her et par gange om ugen. Han fortæller mig at han har været sammen med en. Mit hjerte gik fuldstændig i smadder, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre og brød sammen totalt. Jeg spurgte ham hvad han ville og han svarede bare at det vidste han ikke, igen sagde jeg til ham at jeg ville og vil vente på ham.

Det er bare gået så godt, jeg overvandt den skide jalousi, for jeg kunne/kan jo ikke gøre så meget nu når vi ikke var rigtig sammen...

Han havde vores datter i weekenden og vi var blevet enige om at hun skulle ikke møde nogen af dem han så, for vi ville ikke skabe noget i hendes lille hoved...

Dem han har leje værelse af, trorede jeg så var mine venner, men jeg er dælme blevet klogere...
Hun sad her i onsdags og fortalte mig at hun var min veninde og var der for mig 100% for mig. Når jeg tænker tilbage kan jeg godt huske at jeg kunne mærke den KÆMPE kniv hun jog i min ryg da hun gik ud af min dør... For lørdag aften mens vores datter er dernede, så dukker den her kost op, og sover dernede (skal lige siges at det er hendes veninde og hende han har knaldet!!!)
Da vores datter kommer hjem er hun glad, og han er som han plejer at være. Men da jeg spørg (efter han er kørt) om hun har haft en dejlig weekend hos sin far, bryder hun sammen (hun er snart 6) hun græder og jeg kan næsten ikke trøste hende. Jeg spørger hende hvad der er galt og at hun skal fortælle mig hvad der er sket. Hun fortæller mig at den her kvinde har sovet i fars seng og han har sovet inde i stuen. Jeg bliver rasende inden i men skjuler det for hende for hun skal ikke mærkes af det.

Jeg ringer til ham og spørg ham hvad fanden der forgår. Han bliver paf og vred og siger at han da ikke kan bestemme hvem der kommer hos dem han bor hos. jeg prøver at forklar ham at det fandme ikke kan være rigtig at han ikke kan overholde vores aftale. Han siger at ikke havde inviterede hende, og da de kom hjem lørdag nat, og hun ville sove i hans seng, gik han ind i stuen og sov. Jeg fortæller ham at vores datter har grædt og fortæller at hun ikke vil derned mere. han bliver endnu mere vred og skælder ud, mange ord fra hans mund jeg faktisk aldrig har hørt ham sige før...

han knalder røret på, og jeg ringer op igen og spørg ham hvad der forgår.. han siger han ikke vil tale med mig og knalder røret på igen. Efter et par timer ringer jeg til ham igen, og da han svare lyder han mærkelig og jeg kan hører han faktisk ikke er hjemme (han er hos hende). Han er kold som is, jeg spørger ham om det skal til at være sådan at vi ikke skal tale sammen og være venner.. Han svare ikke rigtig men beskylder mig for alt muligt og siger farvel...

Jeg bliver enormt ked af det og ved slet ikke hvad ben jeg skal stå på. Jeg skriver til ham at jeg kun ønsker vores venskab på grund af vores datter, at jeg ønsker vi kan tale sammen pga hende. Han svare ikke, så til morgen da jeg ved han skulle være på arbejde ringer jeg til ham og spørg ham hvad han vil med alt det her, jeg kan høre han ikke er på arbejde og han siger at han er ved at gøre sig klar til arbejde, jeg prøver at lade som ingenting og siger "ja jeg ved godt du skal møde om 20 min, men tænkte at det var ok at ringe nu, da du er på arbejdet" han svare at det er han ikke, men er på vej. Jeg spørg ham om vi kan tale sammen senere og han svare at det ved han ikke...

Jeg går hele dagen med ondt i maven og går bare og tuder på arbejdet. det hele er bare så svært, jeg vil gerne have ham tilbage men lige pt er det ikke det jeg vil kæmpe for, det er venskabet, jeg har kendt ham i 10 år, og vil ikke bare give slip...

Jeg skriver til ham igen at jeg ønsker vores venskab og at det kun er pga vores datter, jeg kan se at han læser den, men svare ikke på den...

Da han får fri fra arbejde skriver han, om ikke jeg vil scanne hans skolepapir ind og sende dem på mail, jeg bliver skide ked af det, for jeg føler at det er der han siger fuck af med dig...
jeg ringer til ham og prøver at tale med ham, men igen er han er stadigvæk den der skide kolde skid, som taler til mig som om jeg kun har kendt ham i ganske kort tid. Jeg forsøger at forklar ham at jeg kun igår tænkte på vores datter, og hvad der er bedst for hende. "det gør jeg også" siger han, "og da hun var hos mig, var hun glad, grinede og legede så jeg forstår det ikke" jeg får sådan lyst til at skrige af ham, om hvorfor han så ikke gjorde noget da hun ville sove i hans seng... og hvorfor vores datter så kommer hjem og er så ked af det... Men jeg siger ikke noget, for jeg vil ikke kaste mere brænde på bålet.. Da han når hjem siger han at han ikke har tid til at snakke, og jeg spørg ham om vi kan tale sammen senere og det svare han ja til.

Imellem tiden prøver jeg at tale med vores datter. Jeg prøver at virke glad over at hun skal ned til ham i næste uge. Hvorpå hun bare svare "jeg vil gerne besøg ham mor, men jeg vil ikke sove der" jeg bliver lidt ked af det, men prøver at virke glad og fortæller hende at far vil gerne vil have hun sover der. "ja måske mor, men jeg vil ikke sove der" efter der kunne jeg godt mærke at hun ligesom ikke ville tale mere om det.

jeg er så frustreret over det, for jeg kan ikke rigtig finde ud af hvorfor hun bliver så ked af det...

Da mine piger er puttet, ringer jeg til ham og spørg om ikke det er nemmere at tale over skype, det svare han ja til og ringer til mig der... Jeg er meget forsigtig for jeg orker ikke at skændes med ham mere, han fortæller igen at han ikke kan sige noget til hvem der bliver inviterede der hvor han bor, det forstår jeg selvfølgelig godt, men han betaler for sit værelse så hvorfor svare han ikke igen, og hvorfor går hun ikke hjem til sig selv, hun bor små 10 min derfra... ja faktisk kan jeg se lige ned til hende hvor hun bor...

Jeg spørger ham forsigt om han slet ikke holder af mig mere, om alt bare er ødelagt fordi jeg var ærlig omkring hvad vores datter kommer hjem og fortæller??? Han svare med det sammen at selvfølgelig holder han af mig, "meget endda" jeg fortæller ham endnu engang at jeg ønsker vores venskab, at jeg ønsker vi skal være venner ikke mindst for vores datter. Han giver mig ret, og er faktisk meget stille..

Han fortæller mig at han gerne vil være venner, men at vi ikke kan være intime foreløbig, jeg slår det lidt hen og siger til ham at jeg kun ønsker venskabet pga vores datter og fordi jeg holder enormt meget af ham. Vi snakker lidt løst og fast omkring hans skole ophold som starter imorgen (han er ved at uddanne sig til salgsassistent, og skal gå i skole en gang om ugen) omkring kl 21.30, siger han at han vil gå i seng, og vi siger godnat.

Ja og nu sidder jeg her, jeg burde sove, men jeg kan ikke lade være med at tænke hvad fanden der sker i mit liv, jeg vil så gerne have ham tilbage, men jeg ved også godt at det kan jeg ikke få lige nu ihvertfald. Jeg vil kæmpe for ham, og jeg vil vente på ham.

Jeg kan slet ikke se mit liv uden ham. åhh hvorfor ringede jeg til ham igår og var så skuffet over det der var sket. jo fordi jeg tænkte på vores datter, og fordi jeg er bekymret for hende, at nu reager sådan over at hun ikke vil sove hos ham længere...

Jeg ved godt at jeg måske skulle slippe ham og komme videre, TRO MIG jeg har PRØVET, men kan ikke, noget inde i mit siger mig at hvis jeg nu bare giver ham den tid han skal bruge så kommer han tilbage til mig, men jeg er også bange for at jeg har mistet ham for altid, og det vil jeg bare ikke... :(

Vidste jeg dog bare hvad jeg skulle gøre...