Fik lige en opfordring af sanne, så her er del 2.

Jeg kom ved et uheld til at læse mine andre dagbogstekster. Det skulle jeg sikkert ikke have gjort. Så kom jeg til at tænke. UPS ikke godt, skal ikke ske igen. Det jeg har gang i lige nu, altså med A.P, er nok at omdefinere mig selv for omverdenen. Jeg vil gerne være en person jeg selv kan være stolt af. "er du da ikke det???" kan jeg næsten høre en sige. nej egentlig ikke. Når jeg tænker på hvad jeg har opnået. tja.

Nå men det jeg vil frem til er at jeg nu vil fortælle lidt om min fortid. Der kan jo ikke være en fremtid uden fortid. I hvert fald ikke en god en.

Natten mellem d. 4 og 5 november 1995 var det næsten slut for mit vedkommende. Jo det er rigtigt. Jeg prøvede at begå selvmord, så det er ikke helt nyt for mig det med selvmord. Så komme naturligvis 10.000 kroners spørgsmålet. Hvorfor???????? Ska jeg være helt ærlig. Det skal jeg vel. Jeg kunne ikke længere holde ud at leve et liv som ikke var mit eget. Forstået på den måde at jeg var blevet hjernevasket. Jeg var blevet til en person jeg ikke længere kunne genkende. Mit liv var blevet en stor løgn. Jeg løj om min alder, mit navn, hvem der var mine forældre. Grunden var meget simpel. Jeg ville overleve. Jeg var villig til at slå ihjel for selv at overleve. Det prøvede jeg også på, ikke fysisk men psykisk. Jeg ved ikke idag om det lykkes. Jeg var blevet en maskine, om man vil. En ekspert i psykisk krigsførelse, uden et menneskes evne til at bekymre mig om de koncekvenser mine handlinger havde for andre. Jeg var ikke længere peter, søn af X og Y, elev på Z-skolen. Jeg var en ting. Da det gik op for mig hvad jeg var blevet til i mit forsøg på at overleve, blev jeg forfærdet. Jeg kunne føle hvordan mit had næsten havde fortæret alt hvad jeg er. Så kom det altoverskyggende ønske om at dø. Det var næsten også lykkes. Måske burde det have lykkes. Faktisk kender jeg en af ofrene endnu. Hun udfordrede mig for at få respekt fra andre. Hun tabte, og hun er stadig dødsens angst for mig. Det må jeg leve med.

Det kan godt være at virkeligheden ikke har været helt så slem som jeg har beskrevet den, men jeg har heller aldrig påstået at jeg ville fortælle denne historie objektivt. Det var sådan jeg havde det, og jeg har hadet mig selv lige siden, og jeg er hunderad for at hadet en dag skal vende tilbage. Jeg er ikke sikker på at jeg kan modstå det en gang til.

Nå men det var A.P. vi kom fra. (Virker som en sindsyg, at skifte emne sådan, ikke?? jeg er bare ikke så god til at tale om den periode af mit liv) Som sagt var grunde til at søge ind, at omdeffinere mit liv. Det vil være slutningen på en meget hård kamp, for at lægge had, vrede og sorg på hylden. Det har også kun taget 8 år. Nu kan jeg begynde på en frisk. Hos A.P. kender de mig ikke, og vil forhåbentlig ikke dømme mig på min fortid. Så kan jeg måske få lov til at føle mig sikker. Det er faktisk det mest forfærdelige. Jeg har fået en ven i løbet af det sidste år, og hver gang jeg er sammen med ham, forventer jeg at han stikker mig i ryggen. Jeg stoler ikke på ret mange mennesker.

Brudet med fortiden kom ret drastisk, da den sidste ex'er slog op. Da besluttede jeg mig til jeg ville være ærlig, om alt. Det har jeg selvfølgelig ikke kunne håndhæve helt. Indimellem er jeg da blevet nødt til at udelade oplysninger, og fordreje sandheden en lille smugle, men jeg har ikke sagt en direkte usandhed.

Så kan man så spørge sig selv, hvordan jeg har formået at holde mig selv i live. For det har efterhånden været meget tæt på mange gange. Jeg har prøvet at flytte min koncentration. "Your focus determins your reality" har jeg læst engang. Det er også derfor jeg forsøger at hjælpe alle jeg kan. Det hjælper også mig selv.

Nå men det var vist det. For lige at komme tilbage til A.P. lige til sidst, skal jeg ned og hente et brev her kl. 16.