En pæn lille hvid pille er nemlig meget mere hygiejnisk end en snotklud. For fanden da... kan man ikke få en pille, som forhindrer en i at tude til noget så plat som haveprogrammer!!! Eller katastrofefilm som Armageddon!!! Eller bare bryllupper, barnedåb og begravelser!!!

Akak.. stik mig en pille. Det underlige er, at den der tudetrang er temmelig ukendt for dem, som kender mig ... lidt. Ja, dem som kender mig meget, kan jo klart se det, når tårerne triller, så det er lidt svært at skjule, men alle de andre; bekendte, lidt fjernere venner, arbejdskolleger og andre, ja de fleste ville sige noget i retning af: Lone, hun er bare en som aldrig tuder. En, som har fuld kontrol over sig selv. Som tager livets slag med ophøjet og ovenikøbet opildnet pande. Og det er da også sandt. Modgang opildner mig, så jeg finder de bedste og mest effektive sider af mig selv frem. Modgang, modstand, svære opgaver, you name it. Så bliver jeg supereffektiv, den, der bevarer overblikket, når alle andre kager sammen og overmandes af tvivl, usikkerhed, uvidenhed, passivitet.

Ja, der er intet der får mig ud af hullerne så effektivt som en tilsyneladende uovervindelig opgave, der skal klares, såååå... det der med at bryde sammen i tårer. No way.

Men overtryk skal altså ud.. på den ene eller anden måde. Hos mig kommer det ud i de mest latterlige situationer. Som regel når noget er r-ø-r-e-n-d-e. Det berører mig. De bløde sider af mig. Så svømmer jeg over og de indre diger kan ikke længere tilbageholde højvandsstanden i tårekanalerne. Og jeg tuder. Tuder smukt og tuder grimt. Tuder på den der yndefulde måde, hvor ens smukke ansigt lades uberørt af tårestrømmen, som yndefuldt glider glinsende ned af ens kinder i to strømme, der langsomt samles som en lille sø i hulrummet mellem brysterne. Og tuder på den der grimme måde, hvor snottet klistrer helt om bag ørerne, øjnene bliver røde og opsvulmede og selv næsen pludselig ligner en 70-års drankers. Tuder... Kort sagt. Lader tårekanalerne tømme sig.

Som dengang jeg fødte min første datter. Jeg stod de 23½ time igennem uden tårer - godt nok fik jeg uddelt et blåt øje til en tilfældig sygehjælper, som kom forbi og aede min mave på det præcis forkerte tidspunkt, men det var ok. Jordmoderen smed hende bare ud. Men tårer! No way. Og min datter blev født og fik 10 på skalaen og kom op i armene på sin far og alt var fryd & gammen og SÅ tudede jeg. I 1½ time i træk. På den grimme både. Både fysisk grimme, så de efterfølgende billeder viser en næse, der er svulmet til dobbelt størrelse og på den psykisk grimme måde, så jeg fjernt i horisonten af min bevidsthed fattede, at de øvrige personer i fødselslokalet seriøst diskutterede professionel psykolog-redning af dette tudende individ, som var mig. De fattede det nok ikke. At tårerne intet havde med fødslen at gøre - som andet end katalysator. Jeg havde ikke grædt i 2 år inden dette. Og der gik yderligere 3 år før jeg græd igen. Sååå... egentlig en ganske normalt tåreudløsning - hvis altså tårers mængde er konstant og skal udløses med jævne mellemrum for ikke at skabe overtryk.

Flere år efter var det en anderledes uvigtig hændelse, som fik mig til at tude. Kronprinsen vinkede til mig. Fuldstændig ligegyldigt banalt, men dog bragte det tårerne med sig. Kronprinsen vinkede til mig - en meter fra min næse. Der var kun en bilrude imellem. Han så nærmest ud som om en eller anden sad og kildede ham. Med en bred smil fra det ene øre til det andet. Kunne være ligemeget. Er det også, men tænk ... Damn... min stemme knækkede over, da jeg skulle forklare min datter, hvem det var. Ja, det trak allerede op til indre uvejr, da dronningen kørte fordi i sin kronebil - nej.. allerede da jeg skulle forklare datteren at livgarden passede på dronningen. I mine tanker var ord om alle de bjørne, der havde ladt livet for deres huers skyld på vej, men det var slet ikke de ord, der kom ud. Hmmm... Tænk at der skulle være en royalist gemt i min hals, som en stor blød klump. Snotklud... tak.

Og ja - snotklud tak - i mangel af pille. Det har jeg ofte brug for.

Lone