Ja, så fik jeg ufrivilligt - eller i hvert fald uplanlagt - nydt synet af solen, der langsomt gik ned over Kalundborg havn. Ganske stemningsfyldt og smukt i øvrigt. Min yngste og jeg sad på en betonklods med armene om hinanden og ventede midt mellem færge og tog, mens solen farvede vandet gyldent foran vores næser i en stribe og månen lige bag ryggen på os lyste først sart og derefter klart rund og fuld. Begge dele på samme tid.

Og vi betragtede længe den hvide stribe fra et fly, som gik så direkte lodret ned, at vi besluttede os for, at det var tilladt at ønske, for det lignede grangiveligt et stjerneskud af den slags langsomme med hale, som indimellem hvis man er rigtig heldig, har lyd på. Vi blev lige så enige om at ingen måtte høre vores ønsker før de var fået i opfyldelse, ej heller hinanden, selv om min datter gik så meget i baglås ved tanken om at skulle rumme noget, hun ikke kunne fortælle mig, at hun blev ganske ønskeløs.

Vi brugte lidt tid på at filosofere over, om det så var ok at bede om at få lov at gemme sit ønske, til man fandt et rigtig godt et... eller om det var at bruge det ene ønske man havde? Datteren hældede mest til det sidste og det endte da også med at hun nåede at ønske for 'stjerneskuddet' forsvandt.

Tid havde vi ellers masser af, der på havnen, for jeg havde for en gang skyld lavet en fejl, da jeg planlagde vores rejse... eller også havde rejseplanen.dk skrevet forkert, da jeg søgte på togafgange fra Kalundborg til Roskilde. Jeg hælder selv personligt til sidste forklaring, for jeg plejer at have tjek på den slags sager. Men her troede jeg at toget gik 12 minutter over, det gik bare 57 og det gør en forskel, når man lige har tilbragt godt 2½ time på en færge og ovenikøbet har haft problemer med at finde UD af den igen.. fordi man nu var en af de ganske få gående... og fordi man nu fulgte skiltene hvor der stod Landgang og fordi man nu troede på en gammel dame, der helt bestemt mente at lige her bag en lukket dør var et godt sted at vente på at blive lukket ud til en trappe... også vente selv om der ingen kom.

Selv besad jeg ikke samme tålmodighed og fik hevet hende og datteren og kufferten op af trapperne igen, så vi kunne spørge i cafeen - og derefter gå ned ad lige så mange trapper på den anden side af skibet før vi endelig kom ud i det fri.

No problem... som jeg prøvede at forklare datteren, intet at være nervøs over. Der er en hel time til de sejler igen, og vi skal jo bare finde UD. Men hun var nervøs og det pinte hende, den der slags uventede indslag i vores ellers så hyggelige og vellykkelse tilbagerejse fra et familiebesøg i det jyske. Nej, hun ser helst tingene køre efter en snor og det plejer de da også, men der var jo ingen skade sket. Jeg tog det let og hun slappede af.... der på molen... mens solnedgangen farvede vores verden og vi nød stilheden efter flere dage med mennesker nok og tryk på.

Ahhh... fedt at være ude - fedt at komme hjem. :-)

Lone