Jeg kom hjem i går - efter en uge i Glastonbury. Fantastisk sted til at lade op, blive renset indeni. Denne gang var turen fuld af glæde. Det er som om at glæde er blevet aktiveret i hver enkelt lille bitte celle i min krop. Det FØLES som om, det er permanent, men det vil tiden vise.

Glæde er en utrolig ting - på en måde et valg. Glæde kan man bære indeni, så den ikke er afhængig af ydre omstændigheder. Glæde er IKKE lalleglad, glæde er IKKE fravær af tårer eller seriøs deltagelse i livets mindre lyse sider. Glæde er IKKE flugt. Glæde er en måde at se livet på.

Af indre glæde kommer overskud, hjælpsomhed, humor og et ønske om at dele boblende. Glæde er at modtage, hvad livet har at byde en, med åbne arme.

Der er stille glæde - og der er stormende glæde.

Stille glæde er at sidde her på min lille 3. sals altan, mens solnedgangen farver himlen rød for næsen af mig, mens jeg kigger på grønne, vindstille træer og det lille glimt af fjorden, der hører med til min udsigt. De dykkende svalers skrig blandes med lyden af en Kim Larsen koncert, som bæres ganske gratis til mig fra den anden ende af byen.

I glasset på mit bord er den blødeste rødvin og en stak ulæste engelske bøger venter på min opmærksomhed. En veltilpas følelse af at eje verden sniger sig ind på mig. MIN verden...

Og nu synger han: Kvinde min, jeg elsker dig!.. Tror du vi skal følges af til livet det er slut.... Øj - den mand kan stadig åbne munden - det lyder sgu som om han mener det, selv så mange år efter han sang den første gang. Selv om kvinderne sikkert er skiftet ud i mellemtiden.

Og min glæde bliver faktisk ikke mindre af at mindes de utallige gange en lettere eller svært beruset kæreste har brølet sangens ord imod mig - mens vi dansede i røgfyldte lokaler en sen nattetime; for ord bliver nogle gange så svære at sige når en ædru morgen kommer.

Nej, vi skulle ikke følges ad "til livet det er slut", men det gør ikke glæden ved det, der nu er minder, mindre. Wauv. Hvordan gør han det?? Nu får vi lige Rabalderstræde - og det er som at sætte en gammel plade på (hvis jeg altså stadig havde en pladespiller). Det lyder som han bare åbner munden, og så kommer der mega-meget lyd ud :-)

Og nu fik jeg lige vendt mig om. Tænk, foran min næse farves himlen stadig mere og mere rød i striber mod en lysere baggrund, vandet har taget et svagt lyserødt skær fra solen - men i nakken på mig er himlen mørkere gråblå - og en næstenfuld måne lyser klart og roligt. I aften kan jeg tydeligt se ansigtet i månen, med lidt sørgmodige øjne og et rundt 0 som forundret mund. Jeg kigger frem - solnedgang. Jeg kigger tilbage - næstenfuld måne. Frem tilbage, frem tilbage. Jeg føler tydeligt at himmelrummet denne aften er en kuppel over mit hoved og nysgerrigheden driver mig til at se, til at finde det punkt hvor mørke og lys mødes. Der, netop der lige over mit hoved mødes den mørke nattehimmel med den lyse solnedgang - adskilt af en snoet sky-streg. Sjovt, sådan har jeg aldrig oplevet himlen før. Måske er det den synkende vandstand i mit ene glas rødvin der gør det, men smukt er det.

I denne måned, juli har vi to fuldmåner. Når det sker, så kalder man nr. 2 Blue Moon - også selv om farven ikke passer. Dette har inspireret alverdens digtere og sangskrivere. Jeg ved nu ikke hvad det præcis betyder, men den blå måne kommer på lørdag. Jeg må hellere holde øje med den. Tænk nu hvis den VAR blå :-)