Åh gud åh gud åh gud.

Endelig møder man (Igen) en pige der kunne blive en god kæreste, og som jeg også er interesseret i.
me ak o ve hun er allerede taget. En anden mand, en god ven faktisk, har allerede taget imod og kysset denne vinterroses røde kind, og straks er hendes rødder viklet om hans.

Åh nej åh nej.

Og hvad skal jeg gøre. Selv er jeg et egoistisk svin og tillader mig selv en stjålet dans og leg med tanken om at det en dag kunne blive mig og hende. En dag det måske kunne hvor det måske kunne være os.

Sig ikke du og jeg.
Sig os.

Således skrev en forvirret ung dreng engang i et rollespils system han aldrig fik gjort mere ud af. Og ja jakob, du har drømt, du har smilet, du har leet, du har grædt og grint dig igennem livet og aldrig har noget været seriøst. Du kan blive ved med at danse smilende og ligeglad igennem livet og in the end, ville du nok heller ikke se dig over skulderen og tænke: "Jeg ville have gjort alt om". Men er det vitterligt det du ønsker fra livet. En dans. En sorgfri leg?

Nej. Aldrig. Livets rose skal have torne. Uden torne kan man ikke nyde.

Åh min kære lille pige. Du som jeg har stedt mine griske øjne på. Bliv nu ikke endnu et kortvarigt boost til min evige jagt på midlertidig lykke. Bliv nu ikke en kortvarig flirt med det forestillede forhold.
Bliv min.

For hvad skal en dreng dog gøre? En dreng hvis hjerte end ikke har fundet ro nok til at kunne få det han så glad og gerne vil have. En dreng hvis mening hænger i sådan en tynd tråd at selv et vindpust ville få knægten til at styrte ned i ulykkens, liggyldighedens og ørkesløshedens afgrund.

Åh mine kære minder om et øjebliks ægte kærlighed;
Læg jer nu ned. Læg jer nu ned og dø. Før jeg gør gode mennesker fortræd

Jakob S. Arndal
Tanker fra livet