Hvor har jeg tænkt og tænkt...men faktisk er der ikke så meget at tænke over.

Jeg har talt for og imod, jeg har tænkt på lille Emil...ja mest på lille Emil...nææ egentlig KUN på lille Emil.

I morgen ringer jeg til "centeret" og siger ja til lejligheden.

Det skal være et sjovt sted at være...med mange farver og hygge. Jeg må simpelthen forvandle den lille lejlighed til noget hyggeligt og rart.

Jeg må se frem til at det overskud jeg vil få. Den luft som afstanden til L vil give mig, vil komme så godt igen til Emil og jeg. Jeg vil få det til at lykkedes!

Det bliver noget midlertidigt og vejen hen i mod dér hvor vi skal være.

Det fortvivler mig selvfølgelig at skulle rykke Emil nogen steder hen. Den lille dreng har ikke bedt om at komme til verdenen så det mindste og vigtigste jeg, som mor, må gøre...er at vise ham at verdenen er et SKØNT sted at være. Han skal ikke se sin mor så trist hele tiden...så træt af livet. Jeg trænger til frisk luft og trænger til at komme fremad.

Jeg vil få det til at lykkedes med alle de kræfter jeg har. Det må kunne lade sig gøre og jeg er ikke bange.

Jeg er ikke bange.