Har knoklet hele bededagsweekenden. Virkelig virkelig knoklet, og produktet begynder at tage form, hvilket er dejligt.

Fyr har været hos mig meget af tiden. Han fik at vide, at jeg skulle arbejde, men det gjorde ham ikke noget. Han har læst og sovet og forslået en lille gåtur til pause og sådan. Det har været hyggeligt.

Igår aftes så vi film. Tarnation. Der er sange af 'Low' i den. Og de trak minder frem, minder om J og hvor lille og skrøbelig han var, da hans far døde. Jeg blev mut. Fyr spurgte, om jeg tænkte på J, selvom jeg slet ikke havde nævn ham ... og sagde, at jeg ikke skulle lyve for ham. Og så direkte adspurgt kunne jeg ikke lyve. Hvorfor kan jeg ikke lære det?

Jeg lukkede øjnene, og fyr skrev mit navn med sine fingre i mit ansigt. Ikke andet. Og jeg måtte kæmpe af alle mine kræfter for ikke at græde rigtigt. Fordi J og jeg skrev i hinandens hænder.

Vi skrev J E D, som var en forkortelse.