Jeg vil lige samle op, hvor jeg slap igår, kom vist lidt hurtigt ud af døren.

Mens jeg sad og sms'ede med flere af mine venner om hvad der lige var sket der i torsdags ringede Kenny's søster pludselig til mig. Hun ville bare sige, at hun var rigtig ked af det på vores vejne men at hun håbede at hende og jeg stadig kunne være venner. Det var så sødt af hende at ringe at jeg begyndte at tude. Hun inviterede mig igen med på den cruise, de skal på i april næste år, hun havde selvfølgelig accept fra Kenny først. De var alle meget enige om at de meget gerne ville have mig med, uanset om Kenny og jeg var kærester eller kun venner. Hvor varmede det bare helt vildt at hun sagde det. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, men hun sagde at jeg jo bare kunne tænke over det. Jeg kunne nemt finde på at tage med, men på den anden side så er der jo lang tid til, der kan nå at ske mange ting i mellemtiden.

Kort efter ringede Lone også, hun skulle lige høre om jeg var okay. Kunne berolige hende med at jeg havde det fint, selvfølgelig var jeg ked af det men var også meget afklaret. Hun sagde så at hun havde kunne mærke det på mig rigtig længe, selv før Kenny var her i maj. Det er utroligt med hende, hun kan se/høre og mærke sådan noget på mig længe før jeg selv er klar over det. Men heldigvis pådutter hun mig ikke noget, hun er god til at få mig selv til at indse tingene ved at stille de rigtige spørgsmål.

Havde planlagt hele ugen at jeg ville hen og svømme torsdag aften, men på det tidspunkt havde jeg dog ikke så meget lyst. Blev dog enig med mig selv om at jeg ville få det bedre af at være sammen med nogle af mine venner i stedet for at isolere mig for meget herhjemme, så tog afsted alligevel. Det var godt nok lidt hårdt og var også ved at gå tidligt op flere gange, men jeg holdt ud og gik op sammen med de andre. Fik dog ikke svømmet så meget som jeg plejer, men det gør ikke så meget, det var vigtigere at jeg i det hele taget kom derhen.

Havde ikke regnet med at sove det vilde om natten, men jeg faldt faktisk ret hurtigt i søvn. Selvom jeg havde fået en rimelig god nattesøvn så var jeg alligevel meget træt fredag morgen og præsterede også først at møde kl 9. Hele fredag gik jeg bare og nussede med nogle af mine projekter, fik ikke lavet det helt store, havde lidt svært ved at samle mig om mit arbejde.

Om aftenen fik jeg endelig sat det ekstra fjernsyn op i soveværelset, så jeg gik i seng og så film hele aftenen og det meste af natten. Sov så rigtig længe lørdag. Og så var det jeg tog ud til Madsen igår aftes for at se film.

Det var faktisk rigtig hyggeligt. Vi så først Dreamgirls med Eddie Murphey, den var nu ikke helt så god som jeg havde regnet med. Senere så vi Livsfarlig Bombe med Nikolaj Lie Kaas, den var helt vildt sjov, kan virkelig anbefales. Ingen af os havde set den før, men vi morede os virkelig. Ved 4 tiden i nat bokkede jeg mig lidt over at der var langt hjem så Madsen tilbød at jeg bare kunne låne sofaen. Vi så så lidt OL (håndbold og volley) men jeg faldt selvfølgelig i søvn imens. Madsen fandt så en sovepose frem til mig og ville liste i seng men jeg vågnede lige i det samme. Hele aftenen havde jeg bare lyst til at sidde og putte ved ham mens vi så film, ikke fordi der skulle ske noget overhovedet, havde bare lyst til at mærke hans arme omkring mig. Tror jeg har et stort (opsparet) behov for berøring i denne tid. Spurgte også Madsen inden han gik i seng om vi skulle ligge i ske i nat, men det ville han ikke. Æv! Men okay...

Vi stod op ved 10 tiden og Madsen hentede rundstykker. Det var helt vildt rart, dejligt selskab. Kom først derfra ved 14:30 tiden så nåede kun lige hjem og hurtigt i bad inden jeg skulle ud af døren igen og møde kl 16 i svømmeren.

Er helt afklaret mht. Kenny, det ER det eneste og bedste der kunne ske. Har intet fortrudt, for har virkelig nydt tiden sammen med ham, men blir også nødt til at være realist og erkende, at vi skal videre...vi har svævet på den lyserøde sky lidt for længe nu. Det gør ondt at give slip, men det har jo været undervejs et stykke tid. Inderst inde har jeg jo været færdig med ham længe, det har bare taget lidt tid før min underbevidsthed har fået det kommunikeret op til overfladen. Men netop fordi det har været en lang proces så er jeg også igennem "sørge-processen", og derfor har jeg det så godt med hele situationen.

Her til aften sidder jeg bare og sumper lidt...og savner faktisk John mere end på noget andet tidspunkt. Ville virkelig ønske han var her, trænger til noget tryghed og nogle arme omkring mig. *suk* Men han har sagt han højst sandsynlig kommer forbi en af dagene, håber bare det blir snart...