Hvis man ser på mit stjernetegn, står der at jeg er jomfru, og da den åbenlyse kliche næsten skriger ind i ansigtet som dårlig humor, vil jeg undlade at kommentere det.

Men i går skiftede jeg stjernetegn..jo..jo..det kan man godt...fandt jeg ud af. Jeg er nu blevet vandmand. Uden alle de små, klistrede tentakler (eller er det blæksprutter der har det?!)Jeg er heller ikke blevet gennemsigtig, selvom det hænder til tider, men så råber jeg bare højere indtil den gode opmærksomhed er erstattet af den dårlige. og jeg ligger heller ikke i strandkanten og gisper efter vejret (jo..nogle gange, når UV strålerne kappes om hver kvadratmeter af min krop og min hjerne ligger på sandet, stønner og tigger om skygge)

Jeg elsker varme. Jeg elsker sol. Men det er ikke sidestillet med at jeg kan holde til det. (een af grundene til at flytte til spanien, fordi hvis jeg ikke vil lytte, så må jeg fandeme lære!!)
Men at arbejde som tjener i 30 grader, hvor luften står stille og er spækket med svedige molekyler fra andre mennesker, hvor lugte bliver forstærket, og altid de dårlige, hvilket altid har undret mig!!!

Lænken om halsen strammer til, den engelske sommerfugl svirrer og svirrer, lukker skjorten sammen til den er hermetisk fastklemt om struben og intet luft kan komme ind eller ud.

Det er uhyggeligt når man sidder ned og lader sveden hagle. Hvis det dog så bare var de fedtdepoter der har sat sig på mine underarme og er ved at omforme dem til noget der sidder på en mormor og ikke en moster, så ville det være helt fint. Og for første gang i min karriere, svulmede hele mit ansigt op til et overmodent jordbær, et svedent jordbær med røde, svedige læber. Svedige små øjne, svedige runde kinder, og en endeløs prusten og hiven efter vejret.

og hvorfor skriver jeg så det? Fordi vi danskere jo slet ikke er vant til den her varme. ikke på hjemmebane. Det er dejligt, men jeg hører staidgvæk små kvæk hist og her om at det er for varmt og husker tilbage til tiden for 14 dage siden, hvor kvækkene blev til høje råb og krav efter sommer, og hvor metereologerne var tæt på at blive lynchet af den sommerhungrende hob.

Men det overrasker mig ikke. og på en måde er det lidt sjovt, men også sørgerligt. Jeg forstår ikke mentaliteten. Hvilket vejr passer os så?
Måske skal vi ikke være tilfredse. Med "vi" mener jeg generelt. Dem der brokker sig. Jeg brokker mig ikke, eller prøver at undgå det, men den er noglegange svær at undgå, når man sidder i en hyggelig forsamling og gerne vil passe ind. Så skryder man med de andre.
for jeg tror inderst ikke at det er decideret brok. Jeg tror bare at det er den måde vi kommunikerer på, når samtaleemnerne er udtømte eller når vi ikke har lyst til at vende vrangen ud på vores tanker og følelser.

det jeg bare er bange for er at når det sidder fast, når det kun bliver brok og når man ikke engang opdager at man brokker sig. Munden åbner sig, tungen danser, sindet er let og positivt, og ud vælter brokken, som havde den sit helt eget liv.

Jeg prøver selv at stoppe op og lige tænke inden jeg ryger med på vognen, fordi uanset hvad, så er det negativt at brokke sig. og det smitter af på andre mennesker.

Men jeg vil ihvertfald ud og nyde solen, svede og koge, og se hvad mit nyfundne stjernetegn har at give mig.