så skete det.
Jeg skriver dagbog for anden gang på een dag.

Men jeg læste en fyldepens dagbog herinde og begyndte, at tænke over det der stod.
Hvorfor skriver vi dagbog herinde?
Hvorfor udstiller vi vores egen følelesesliv, nogle mere end andre, som egentlig burde være noget privat og uredigeret. Men vi redigere hele tiden.
sElv i noget så privat og uredigeret som en dagbog, fordi der er nogle som skal give een lov til at skrive det man føler. Men sådan er præmisserne og kan man ikke lide lugten, så er det altid bedre at have en bjørn i hånden end et færdigkøbt skind osv...

Men hvor ligger kernen henne?
Er det vores egen lille medieliderlighed som overtager eller er det et spagt råb om hjælp og forståelse fra mennesker som vi ikke kender?

Jeg føler mig ærlig i dag. Sårbar. Og dette er min dagbog, men jeg vil aldrig kunne blive helt ærlig og sagt i samme åndedrag, vil jeg derfor altid ende med at være uærlig. Fordi der er hensyn der skal tages, regelementer der skal overholdes og accepten af dette er logik for et skrabeæg, men alligevel lurer anarkiet i baghovedet.
Fordi hvad er vigtigst?
Ærligheden eller hensynet?

Det er svært at danse kinddans med dem begge uden at een af dem skryder: " Gevær!"
Alle kunne købe en bog og skrive sine "ting" ned, men det er der jo ingen der vil kunne læse medmindre man presser et oversavet jagtgevær ind i nakken på dem, mens man hvæser: " LÆS!..og NYD det!..Forstå mig!.og Lid med mig!"

Det er et uset begær med anerkendelsen og opmærksomhedens spøgelse, som hiver een rundt i manegen i den påstand at man skriver for sig selv.
Men det gør vi jo ikke !
Ikke kun!
VI er ikke hudløs ærlige, selvom vi sagtens kunne være det. Indtil vi knalder hovedet op i betonmuren, hvor vi ikke skal være.

Det er en indre kamp med eksterne spilleregler og een dommer.
Tilværelsens ulidelige sværhed.

nej..det er sgu ikke let at skrive dagbog!