Har lige læst mine sidste ord fra mit seneste indlæg; “jeg må rejse mig i morgen”.

Jeg vil forsøge.

En melankolsk, tung og grå følelse har dog indtaget sin plads inden i mig. Lige i ”solar-plexus” for at være mere præcis. Ja, jeg føler mig TUNG!

Det er sgu ikke fordi jeg har meget anger. Jeg er en stor pige som drikker sig fuld og det er som det er. Min opførsel herhjemme, mod mig selv, mit hjem og i det hele taget, kræver dog en justering eller ti…men ellers møder jeg ingen moralske skrupler. Hvad jeg møder, er mere en undring over hvad helvede det er for nogle kræfter, som slippes løs inden i mig.

Jo, så var der dog lige den barnedåb (har stadig ikke givet respons på sms’en og aner stadig ikke hvordan jeg skal tage mig af det).

Mit totale black-out er stadig en gåde. Aldrig har jeg prøvet det SÅ slemt.

Jeg finder stadig glasskår overalt og bliver nødt til at fattestøvsugeren igen.

Når jeg er fuld falder alle barriererne. Måske løber jeg for meget langs panelerne til hverdag og når mit indre meget voldsomme og ærlige monster bliver vækket til live (når alkoholen kommer i mig), bliver der mildest talt tager revanche.

Jeg syder og bobler. Jeg kan alt, det hele og mere til.

Jeg kan synge, danse (også på borde), tage kontakt, sige fra, være nådeløst ærlig, være lækker, sexet og selvbevidst, gå i front…det hele! Jeg underholder hele selskabet og folk der kender mig synes jeg er enooooormt sjov at være ude med fordi jeg giver LOS. Lige så pæn og venlig om dagen, lige så vild og grov om natten. De kender mig jo. De ved hvem jeg er. De ved jeg ikke ond eller modbydelig, jeg er jo ”bare fuld”!

Hvad med dem som ikke kender mig?

En eller anden dag redder jeg mig en røvfuld (det var så den jeg gav mig selv forleden nat).

Får monsteret måske for meget friløb? Jeg føler mig ude af stand til at kontrollere mig selv. Jeg lægger mig selv af herhjemme og tager af sted i med et andet sind. Dette sind er VREDT…meget VREDT…fuld af følelser som det ikke kan finde ud af at formidle ud. Det bliver til bevægelser, råb, spyt, armbevægelser og…hvad jeg frygter mest af alt; aggressioner. Aggressioner mod mig selv.


”Du bliver nødt til at få talt om det med din mor…det er du virkelig nød til!”
”Hvorfor siger du det?”
”Det er meget tydeligt det går på. Du bliver nødt til at få talt om det!”
”Hvad er der at tale om? Jeg er en stor pige på 25 år…altså ærlig talt.”
”Jeg tror nu det vil hjælpe dig og der er INTET i vejen med, at du har det rigtig svært med at de tager af sted.”
”Men jeg kan jo ikke stille noget op.”
”Du kan få sat ord på.”
”Jeg ved det ikke…det er jo mig der må få klippet den navlestreng. Det er jo nærmest latterligt-symbiotisk.”
”Måske. Du ved lige så godt som jeg, at din mor har været nøglepersonen i dit liv de sidste par år og har været nærmest den eneste du har tyet til mens alt det her har stået på... du bliver nød til at tale om det!”


L har ret – det ved jeg!