I dag er jeg bare irriteret. Det er som om jeg er inde i en stor bobbel jeg må kæmpe for ikke sprænger.

Nå folk taler til mig gør det ondt. Jeg kan ikke helt beskrive det. Jeg føler irritation og den får mine ben til at klø og jeg har lyst til at stoppe samtalen og gå.

Jeg er bare fyldt op tror jeg. Godt og grundigt fyldt op...så skal der ikke så meget til. Heldigvis kan jeg gemme mig lidt bag skærmen og forsvinde i opgaverne.

Jeg fygter for vreden når L kommer hjem. Han ringede i går og jeg kunne mærke den kom allerede der. Men jeg har talt alvorligt med mig selv og jeg må holde igen. Ligemeget hvor tydeligt jeg kan fortælle ham hvor skide sur jeg er, såret og svigtet, ville det alligevel ikke give mig den lindring jeg har brug for. Det ville tvædigmod gøre stemningen derhjemme spændt og negativ.

Han har sin egen forestilling af tingene og det er et nødvendigt forsvar at han benytter sig af, når han ikke kan rumme mine følelser. Hvis han skulle forholde sig til virkeligheden, ville han nok bare blive syg igen.

Nej jeg må læsse det af hvor jeg kan; her, i min skrivebog, hos Lis...

Et år kan måske også godt gå stærkt. Et halvt år stærkere og måske behøver jeg slet ikke vente så længe.

Kaffe...