Hvis der er nogen som endnu ikke har læst "Det skal mærkes at vi lever" vil jeg anbefale dem hurtigst muligt at gøre det.
at sidde og læse noget som andre siger og føler som om de har skrevet det direkte dig dig, at se sine tanker ståpå en andens papirer er helt ubeskriveligt. Og at få en ubærlig lyst til at læse Kierkegaard er ligeså ubeskriveligt.

Detter er stadigvæk den eneste bog nogensinde som jeg drømmer om om natten. Det er fandme uhygligt´du.

Jeg nyder min arbejdsløshed, underligt nok. Rastløsheden lader sig vente eller også har den opgivet, det er skønt. Men jeg går tit rundt i lejligheden og betragter med et vist mishag hvor lidt den egentlig tiltaler mig nu hvor vi snart skal af med den. Dog er det hårdt at vente på at andre tager sig sammen til at få noget gjort ved vores badeværelse.....så vi kan få nogle købere ud og købe.

Var ude ved min sjælefrænde forleden og opdagede igen hvor meget vi lgner hinanden. At man kommer klokken 12 og næste gang man kigger på uret er den 19.00..DET er underligt og dejligt. At vi også konsumerede et par flasker vin hjælper jo også på det, men ALT blev vendt. Og at min nye bog stadigvæk bliver rost til skyerne af de mennesker der er vigtige og VED hvad de siger, er simpelthen så dejligt, men troen på den indeni mig selv, kan ikke rystes. Det er her MIG!! Det her er MIN skrivestil!
Og så at læse møllehave og andersen sige det som jeg også prøver at sige. DET er fantastisk!!!
Næsten ordret. Det skaber en samhørighed som igen gør mig målløs over hvor fantsatiske de to mennesker er.
Min sjælefrænde skaffede mig endnu en autograf fra møllehave...selvom hun egentlig ikke havde tid, tænkte hun på mig da han stod foran hende og skulle tjekke ud. Tanken er helt eminent og betyder mere for mig end selve autografen.

Men hun er det mest uselviske menneske jeg kender, hun er fantastisk og det har jeg fortalt hende.

Fortiden indhentede mig forleden. Overraskede mig og tog mig med bukserne nede (aj..ikke på lokummet!!)
Men at sidde medsine to veninder som jeg har kendt hele livet og pludselig kigge ind gennem en snavset, lydtæt rude, kom lidt som et chok for mig.
Men det skete! oG jeg blev ked af det. Fordi jeg tror ikke som sådan at det er dem der har forandret sig, jeg tror det er mig og ikke på den dårlige måde.
måske er vi ikke vokset fra hinanden to og to, men alle tre på een gang...DETer old news.

Jeg er vild med deres unger, men jeg kan ikke sidde og tale om bleer og legetøj hele tiden, og jo..egentlig kunnejeg godt, hvis jeg måtte fortælle lidt om hvad jeg oplever. Men det måtte jeg ikke. Så jeg kapitulerede.
de betyder stadig meget for mig og jeg er ikke een der siger alt eller ingenting, men jeg tror ikke vi duer til at være sammen alle tre mere.(det har vi egentlig aldrig du´et til). Tomandshånd..det er bedre.
Dog gjorde det ondt at opdage. Jeg troede vi var over det værste.

Men jeg er hverken bitter eller skuffet nu. De er stadig mine veninder, bare på en anden måde.
Så jeg har nok forandret mig. Jeg er ikke så god mere til at smalltalke.

Det var vist det....indtil videre.