Der står hun.
På den anden side og griner med sine krængede læber i et afskyeligt smil. Et smil uden tænder. Og dog alligevel indbydende.
Vi står her på hver sin side og flodbredden er skrumpet ind. Det er ikke mig der har påvirket den. Det er hende.
Hun skræmmer mig. Meget.
Hendes sorte ord kastes over floden og rammer mig uden at jeg opdager det. Ikke før det er for sent.

Måske hjælper det at skrive om det. Måske gælder de samme mytiske regler som med drømme. Hvis man siger dem højt, så sker de ikke.
Men hun kom for tæt på, selvom floden stadig skiller os.

Ihvertfald tror jeg at jeg er ved at forpuppe mig....igen...hvor mange gange kan sådanne ske?
Og tankerne som ikke burde være der, bliver ved med at stille det samme spørgsmål: Er jeg ved at blive skør?
Hvornår er man skør? Kan man være skør uden at vide det? Uden at omverdenen lægger mærke til det?
Måske er vi alle bare skuespillere, som sidder fast i vores roller og tror at det sådan vi er. Måske....ret tragikomisk, må man sige.

Igen vil jeg henvise til sociallovgivningen § et eller andet. Man skal være til fare for sig selv eller andre og den læner jeg mig opad.
Jeg har spekuleret lidt for meget her for tiden. Har bekymret mig unødigt. Har set andre mennesker som en trussel mod min egen velbefindenhed. Forpuppede psykopater.
Men hvor er jeg så? Og hvem siger at mine øjne er dem der er åbne. Måske er det mine øjne der er lukkede og min hjerne der fortæller mig det jeg ser, fordi jeg forventer at se det.

NJARRRGHHH...det går sgu ikke det her.

Hvilken tilstand! Blaahhh....det er skræmmende at gå og tænke over om man egentlig kan stå inde for den man er og om det i sidste ende ikke er MIG der står over på den forkerte side af floden. MIG med det tandløse smil.
Og hvad mon der sker, hvis vi en dag mødes?
Er det det der skal til?
Er jeg så rigtig skør?
Eller tænker jeg som sædvanligt bare "lidt" for meget?

Dunno....men det vender nok snart igen.
Og i aften vil jeg prøve at hygge mig, selvom jeg har den ene lilletå over i nihilismens tønde.

Bare hun bliver derovre...så tror jeg det hele nok skal gå.