Man KAN faktisk trække sig selv op af kviksandet. Man skal bare lægge sig fladt ude over det hele, så vægten fordeles ud over det hele og så orme sig med små larveskridt hen mod sikkert land. ( hvor langt kan en larve orme sig, hvis den starter i nr. sundby , tager højde for at broen kan være oppe og ellers ormer sig sydpå med ca. 50 m. i minuttet???)

Eller man kan skrige ufatteligt højt, at een eller andenvenlig samaritaner smider sig hen og forsøger at trække een fri. Denne løsning kan have sine uheldige omkostninger, da sammaritaneren ligeledes kan hætte på at sidde fast i dyndet og så er man lige vidt.

Så kan man blande. Eller "mixe", som det hedder sig, hvis man småsmager lidt til bartenderfaget (OG DET GØR VI JO..hææh.ææh)
Man både skrige OG flade sig ud over et vist areal i håb og redning.

Det sidste er afprøvet og kan anbefales.

Jeg ligger nu forpustet ude i buskadset sammen med at par stykker, som tilfældigvis var så flinke at høre mine halvknasende skrig.
Og ikke bare høre....de gjorde fandeme også noget.
Nøgleord. Samarbejde.
men ingen ved at man ligger i sandet, hvis ikke man skriger lidt. Så lad sand i tænderne være sand i tænderne.
De skal nok forstå dig.
Et skrig om hjælp er et skrig om hjælp.
PÅ alle sprog.

Jeg har nu tilføjet endnu et punkt på min efterhånden lange liste over hvad livet er: Overskud, andres overskud.
Fordi vi skiftes til at have det.
og vi skiftes til at give hinanden det.
Og vha. samarebdje så skal der ikke være nogen der sidder fast. Og hvis de gør, så skriger de ikke, eller ikke højt nok eller også er de allerede forsvundet i kviksandet og kan ikke reddes.

Man skal se sig for når man går, men ligesom en arrig fjæsing kan gemme sig i sandet inde på det lave vand, så kan man desværre ikke se kviksandet, før man står i det, og ser sine fødder forsvinde under sig.

Tak!