Jeg er stoppet med pillerne. I to år har de været min faste ven, der har sikret mig mod for store mentale udsving - eller minimeret dem i hvert fald. Udsving har der jo været rigelig af - er blevet mor for anden gang, og det er jo ikke uden drama. Og nu er pillerne lagt på hylden. Jeg er på grådens rand de her dage - og kan ikke finde ud af, om det er pillernes effekt, der er ved at aftage. Jeg er dødhamrende nervøs for, at jeg ikke er blevet 'rask' endnu. Jeg vil ikke tage de piller. Jeg vil være mig selv.

Jeg fanger af og til mig selv i at synke hen i minder. Jeg savner ham. Måske fordi jeg er glad for at være, hvor jeg er. Måske fordi han minder mig om at være mere skrøbelig i en tid, hvor skrøbelighed var ok. Eller måske blot naturlig. jeg læste hans breve igennem for nogle uger siden, stoppede på job og ryddede op. Og der var hans ord. Ord om, hvorfor vi aldrig kunne finde ud af det sammen, om at forlade mig nok var den største fejl, han havde begået, sange og digte om den fornemmelse for hinanden, vi havde. Jeg savner ham - nok mest hans ord og tanker. Jeg ved ikke, om jeg ærligt kunne tro, at det ville gå med os. Vi er milevidt fra hinanden mentalt (i hvert fald, når jeg er på piller). Vi er nok bare hinandens "den, der slap væk". Han slap væk for tidligt - jeg slap væk for sent. Men jeg savner ham.

Og her står man så midt i sit liv med godt job, en skøn mand, to dejlige unger. Og så synker man. Så synker jeg. Jeg savner yderlighederne og desperationen over andet end, at søvn er en mangelvare, jeg savner at have andet at græde over end hormonelle ned- og opture. Jeg savner den forbandede mening med det hele.